Del 2 er (logisk nok) mere af det samme, men rummer absolut ingen overraskelser, da vi på forhånd har regnet ud, at vi skal have serveret de besættelsesklicheer, der ikke nåede at komme med i etteren. Vi får stadig ingen af de storladne totalshots, som jeg efterlyste i min anmeldelse dengang.

Det eneste, vi ser til krigen, er tableauer med filmens personer og et par tyske soldater og officerer, men det meste foregår inden døre, og bygningerne er altid i nærbilleder uden udsyn til omgivelserne, undtagen når vi er på landet i Sverige. Billeder af gader og pladser med statister og trafik mangler, selv om man sagtens kunne have lavet dem med cgi eller bare indsat nogle stock shots eller dokumentarklip her og der for at give indtryk af, der faktisk var en stemningsfuld verden uden for direktørvillaen, men nej ─ det hele ligner mere teater end film, og den alt for store kransekage, man har bagt, er uden pynt og glasur.

Anmeldelse: De forbandede år

3 ud af 5 besættelsesbilleder. "Familien Gregersen" møder "Matador" i Anders Refns film fra 2020 om den danske overklasses meriter i de tidligere fyrrere. På bedste soap-manér har man samlet alle tidens fænomener i én familie: Patriarken har moralske...