En sær hybrid af englandshistorie og shakespearesk fiktion, som hverken er det ene eller andet, men alligevel imponerer. At man ikke bare har taget Shakespeares henriade og filmatiseret den, beror jo nok på, at dette allerede er gjort til noget nær fuldkommenhed af både Olivier og Branagh, så her har man valgt at stryge Shakespeares replikker og beholde historien, der dog stadig er som snydt ud af næsen på den gamle digter, for den fiktive John Falstaff er stadig med, og den unge tronarving Hal skildres igen som umoden livsnyder, indtil faderens død tvinger ham til at overtage tronen som Henry V og træde i karakter. Også sproget er pseudoshakespearesk, og så kunne man jo egentlig lige så godt have beholdt den ægte vare. Men det er som sagt en flot film, hvor især slaget ved Agincourt (hvis billeder tydeligvis er inspireret af slagscenerne fra Game of Thrones) bør fremhæves,. Stjerneskuddet Timothée Chalamet,  som jeg glæder mig til at se som Paul Muad'Dib i Denis Villeneuves kommende filmatisering af “Dune”, spiller Henry med bravur, og Joel Edgerton, som også står bag manuskriptet, serverer en noget mere afdæmpet Falstaff, end vi husker ham fra Orson Welles' version. Fremhæves bør også Sean Harris og Robert Pattinson (sidstnævnte som dum og hovmodig fransk dauphin). Filmen er produceret af Netflix, der for min skyld meget gerne må fortsætte ad dette episke spor med flere historiske udstyrsstykker.

Anmeldelse: Dune (2021)

4 ud af 5 ørkenplaneter. Første del af Denis Villeneuves storværk er en fantastisk oplevelse for alle sanser, men det er svært at tage stilling til en film, der bruger 2½ time på at bygge op til et klimaks, der aldrig kommer. Det sker først i...