Brødrene Coens film er altid værd at se, også selv om de (som her) ikke har nogen handling. Det er stemningen og personerne, der redder denne spinkle stiløvelse om en folkesanger fra Greenwich Village i starten af tresserne, dengang da Bob Dylan trådte sine barnesko i samme miljø (og i øvrigt er med i den sidste scene). Den ikke-eksisterende handling skildrer en uge i den fiktive sanger Llewyn Davis' liv og ender, hvor den begynder ─ uden nogen som helst personudvikling. Hvad meningen med det skal være, ved jeg ikke, men gode skuespillere som Oscar Isaac (titelrollen), Carey Mulligan (for en gangs skyld usympatisk og grovkæftet), John Goodman og F. Murray Abraham gør den statiske fortælling værd at se. Teknikken og tidsbilledet er bestemt i orden og ligeså de mange sange, men som sagt sker der ikke en pind. Jeg vil kalde filmen en vellykket kulisse til en historie, der aldrig bliver fortalt.