Spider-Man: No Way Home (2021)

MJ (Peter Parkers kæreste spillet af Zendaya) siger sidst i filmen: “I hate magic!”, og det samme siger jeg, men jeg prøver at se magien i Marvels superhelteunivers som en slags avanceret kvantemekanik, der gør det til science fiction, og så kan jeg leve med vrøvlet. Magikeren dr. Strange (Benedict Cumberbatch) laver rav i multiverset, da han skal hjælpe Peter Parker med at få alle mennesker til at glemme, at han er Spider-Man (hvilket afsløredes af skurken Mysterio i den forrige film). Der dukker pludselig både helte og skurke op fra andre universer (præcis som i den geniale tegnefilm “Spider-man: Into the Spiderverse”): Doctor Octopus, Green Goblin, The Lizard og et par stykker til. På denne måde lykkes det at gøre de to første omgange Spider-Man med Toby Maguire og Andrew Garfield til en del af MCU, og begge disse inkarnationer er da også med her. Det er alt sammen velproduceret, men der er rent ud sagt for mange edderkokke (og superskurke) om maden her, og “Spider-Man: Homecoming” er stadig klart den bedste film i den nye række. Der er dog to interessante ting her: Matt Murdock (alias Daredevil) er med som gæst, hvilket betyder, at alt Marvel er samlet hos Disney nu, og en af hovedpersonerne dør (nej, jeg røber ikke hvem).