Boganmeldelse: Johans Schlüters Højt at flyve (2017)

Johan Schlüter blev født ind i en advokatfamilie på Østerbro den 18. juni 1944. Johan bliver selv advokat og hans eventyr begynder i 1974, da han overtager onkel Ottos klient IFPI, pladeproducenternes forening.

Johan arbejder herefter for købmændene i musik-, video- og softwarebranchen i årtier.

I den brede offentlighed bliver han omkring årtusindeskiftet mest kendt som den nidkære leder af Antipiratgruppen, der slår ned på Danmark Radio, fildelings-teenagere, "parallel"-importører og hvem der ellers menes at kunne stå i vejen for klienternes indtjening.

Bliver vi i pirat-terminologien, udnævner hans klienter ham til kaperkaptajn ⟲ og udstyrer ham med kaperbrev ⟲: han kan opbringe enhver, han skønner ligger inde med kontrabande og - utroligt nok - beholde hele byttet selv. De krænkede kunstnere får ikke del i byttet. Det går til kaperkaptajnens fortsatte virke. Johan fortæller dog til pressen at kaper-delen af hans forretning ikke kaster det store af sig.

Samtidig accelererer det med "sideprojekter" for de tre partnere i Johans Schlüters advokatfirma. De bestyrer en masse millioner ejet at kunstnerne. Men en større og større del bliver brugt til de mest obskure "investeringer" i firmaer ejet af advokaterne, advokaternes familiemedlemmer eller mere eller mindre løst tilknyttede svindlere.

Ekko har en strålende - omend ukomplet - fortegnelse over eskapaderne ⟲. Selv den lille fisk, regnskabschefen, berigede sig individuelt med 2,7 millioner af kunstnernes penge ⟲.

Hvilket dog blegner i forhold til de 115 millioner Johan Schlüter og hans partnere ⟲ er sigtet for at have svindlet kunstnerne for.

"Jeg tænker med sorg på mine dejlige medarbejdere, som sad fortumlede, da firmaets katastrofe gik op for dem: Annemette, Anette, Trine, Mads, Maria, Rasmus, Søren, Camilla, Catrine, Morten, Karl, Julie, Thomas, Nicolai, Jeff [...]"

Vi udsættes grundløst for 25 (femogtyve) navne ved den lejlighed og hele bogen igennem drukner vi i navnelister. Der må være mindst 1.000 navne i bogen. For det meste andre advokater, der også altid har en dejlig og slagkraftig kone, der hedder Dorte og det er lidt mærkeligt at vi har mistet kontakten men sådan er advokatverdenen jo nok, vi drak nok for meget og livet består jo af tilfældigheder og skæbnen er ubønhørlig og og og

De ulidelige opremsninger begrænser sig ikke til navne og rejsedestinationer. Sådan lyder det i afsnittet om humor:

"Et stærkt stykke værktøj i mine hænder er humoren, som utvivlsomt har helbredende egenskaber. Humoren, der spænder over det groteske, det vanvittige, det modsætningsfyldte, det overraskende, det ironiske og selvironiske, det sarkastiske, det galgenhumoristiske, det komiske, lavkomiske og tragikomiske [...]"

Her når den pointeundergravende liste op på 15 (femten) eksempler før Johan lader os slippe.

Bogen føles i mange passager som en art filibuster ⟲. Udfyldning af tid og plads.

Opremsning på opremsning.

For Johan har også

"Vittigheder om advokater, revisorer, politikere, parforhold, mandschauvinisme, (talende) dyr, Gud og Djævelen, Skt. Peter, de tre ønsker tilstået af den gode fee, diskrimination, skotter, nordmænd og molboer, tosser [...]"

og  - mere eller mindre - klasselister fra Øster Borgerdyd skole.

Kapitlet om den rige advokatfamilies rejser føles mere som et bilag end som et kapitel i en bog.

At det redaktionelle bagland ikke har sat en velfungerende forfatter på bogen eller i det mindste har skåret den ned til under halv størrelse, er svært at forstå.

Men en bog med så lidt kød på, ville selvfølgelig aldrig sælge om der var 200 eller 440 sider at trække sig igennem.

Johan kroer sig i ny og næ over folk, han har vundet over eller skubbet op mod væggen, den bisse ⟲. Men det er mest ros til alle de, der er noget ved musikken. Og så et par udfald mod dem, der har vundet over ham eller bragt ham i fedtefadet.

Johan Schlüter som han solgte sig selv i 2010. Allerede involveret i flere svindelsager.