William Friedkins allersidste film, en slags genindspilning af Bogart-filmen "Mytteriet på Caine" (1954), er i mine øjne forholdsvis uinteressant, dels fordi originalen er meget bedre, dels fordi jeg ikke bryder mig om filmatiseret teater, men til enhver tid foretrækker en version, hvor det er billed- og ikke lydsiden, der dominerer. Historien er godt nok oprindelig en Pulitzerprisbelønnet roman af forfatteren Herman Wouk (1952), hvis handling finder sted under krigen i 1944, men Wouk skrev senere et skuespil i to akter med titlen "The Caine Mutiny Court-Martial", som udelukkende foregår i en retssal, og det er det, der er filmatiseret her. Der er ingen scener fra skibet og selve mytteriet, og på den måde kan filmen sammenlignes med "The Whale" og andre filmatiserede teaterstykker, der også foregår ét og kun ét sted. Resultatet er næsten to timers juridisk tovtrækkeri som forspil til historiens klimaks, hvor en god skuespiller har chancen for at brillere i rollen som den mentalt ustabile kaptajn Queeg, men selv om Kiefer Sutherland gør sit bedste, har han simpelthen ikke Bogarts format. Den spiller, der virkelig imponerer her, er Jason Clarke som forsvareren for den næstkommanderende officer, der er tiltalt for at have begået (teknisk) mytteri ved at afsætte kaptajnen for minestrygeren Caine i en krisesituation.

Men altså ... det her er Friedkin, og det er hans og Lance Reddicks sidste film, så den skal selvfølgelig ses, men sammenlignet med tidligere af hans film som "The French Connection" og "The Exorcist" er det lidt af en fuser. Jeg kan ikke komme højere end et tretal. Se originalen med Bogart i stedet, hvis du vil underholdes af en god "show, don't tell"-udgave.

Anmeldelse: The Whale

Filmatiseret teater er en såre vanskelig disciplin, især når filmens manus (som her) er skrevet af den samme mand, som forfattede teaterstykket og ikke har formået at transformere projektet til det hvide lærred. På film kan man vise følelser med...