Som oversætter ved jeg, hvor mange nuancer der går tabt i en tekstning, så jeg undgår helst film på sprog, jeg ikke forstår. Men de gode anmeldelser, gyldne palmer og oscarnomineringer gjorde, at jeg krøb til korset med denne film, og det fortrød jeg (næsten) ikke, selv om jeg til hver en tid hellere vil se en god blockbuster.

Når jeg skriver “næsten”, er det, fordi filmen, som har en helt fantastisk første halvdel, knækker på midten og først hiver det sidste og afgørende stik hjem med en vildt spektakulær slutning. Jeg småkedede mig med andre ord tre fjerdedele inde. Filmen er en halv time for lang, men stadig rigtig, rigtig god.

Den handler om en fattig, men (usandsynlig) kvik familie, der snyder og bedrager sig til et bedre liv som tjenestefolk for et (usandsynlig) naivt overklassepar, indtil det hele går galt. Mere skal ikke røbes her, men usandsynlighederne hober sig op undervejs, og handlingen og visse hændelser virker meget konstruerede. Men det er dæleme godt serveret.