Romerrigets fald (1964)

Kejseren og filosoffen Marcus Aurelius (Alec Guinness) indkalder det romerske imperiums ledere til et møde i det sydlige Germanien. Han planlægger at bekendtgøre sit ønske om at overdrage magten til sin loyale general Livius (Stephen Boyd) i stedet for sin uberegnelige søn Commodus (Christopher Plummer). Men han bliver dræbt inden da, og imperiet smuldrer under Commodus og bliver aldrig det samme igen.

'Romerrigets fald' var enden på en æra med såkaldte sværd og sandal-film, der foregik i og omkring oldtidens middelhavsriger, ofte med bibelske motiver. Det hele begyndte i halvtredserne med grandiose publikumsmagneter som 'Samson og Dalila', 'Quo Vadis', 'Ben-Hur' og 'Salomon og dronningen af Saba' og kulminerede i 1963-64 med 'Cleopatra' og 'Romerrigets fald'.

Den hamrende dyre film, der blev optaget i Ultra-Panavision-format, floppede fælt og lagde genren i koma i godt 34 år indtil premieren på 'Gladiator', hvis forfattere skamløst plankede historiens indledning, slutning og persongalleri. Men hvor Ridley Scotts film er fastfood for spændingsnarkomaner, er Anthony Manns episke fortælling langsom, prangende og dybt forelsket i sit eget produktionsdesign. Kulisserne er vildt overdådige, især den nøjagtige rekonstruktion af Forum Romanum, som man byggede i Spanien, hvor filmen blev optaget. Og filmens mange optrin og slagscener med flere tusinde statister er behørigt imponerende.

Men en central del af rollebesætningen er et problem. Stephen Boyd er kedelig og uinteressant, og den udeblivende kemi mellem ham og Sophia Loren (Lucilla, Commodus' søster) gør de romantiske scener til en tåkrummende oplevelse. Dem, der redder filmen, er Guinness som Marcus Aurelius, James Mason som kejserens rådgiver, grækeren Timonides, Anthony Quayle som gladiatoren Verulus og en ung, fyrig og vildt charmerende Christopher Plummer, der tydeligt nyder sin skurkerolle som den bindegale Commodus.

En film, der som så mange andre hollywoodproduktioner blæser på den historiske nøjagtighed (Commodus blev ikke vraget af sin far i virkeligheden), men som er en sjælden fryd for øjet.