Under en pandemi, der ultimativt udsletter det meste af verdens befolkning, er Jeevan Chaudhary (Himesh Patel) tilskuer til en opførelse af “King Lear” i Chicago, hvor hovedrolleindehaveren Arthur Leander dør på scenen. Jeevan møder i det efterfølgende kaos barneskuespilleren Kirsten Raymonde (Matilda Lawler), hvis familie er bukket under for pandemien, og som han derfor tager med tilbage til sin bror Franks lejlighed. Tyve år senere er Kirsten (Mackenzie Davis) medlem af en omrejsende teatertrup kaldet The Traveling Symphony, der drager ud på den samme turné hvert år for at optræde for små samfund i Chicago-området. Ud over Kirsten og Jeevan følger man også en håndfuld andre personer, og fortællingen hopper fra skæbne til skæbne og frem og tilbage i tiden for til sidst at gå op i en højere enhed, hvor alle løse ender samles. Serien er en persondrevet slowburner, som næppe vil falde i alles smag, så hvis man hungrer efter spænding og action, bør man måske se sig om efter noget andet, men jeg må indrømme, at jeg var hooked fra starten, selv om der indimellem er lange tålmodighedsprøvende passager. I modsætning til de skræmmende dusindystopier, vi er vant til at se, er historien en optimistisk skildring af de overlevendes håbefulde forsøg på at genopbygge civilisationen efter pandemien. Serien blev igangsat før Covid-epidemien, men kunne næppe være mere aktuel. Skal jeg brokke mig højlydt over noget, er det den danske tekstning, som er en ord-til-ord-oversættelse foretaget af en person uden tilstrækkeligt kendskab til engelsk. En af nøglepersonerne, The Conductor (Dirigenten), er oversat til “Konduktøren”. Og “trappings” (pynt) er oversat til “fælder”. Blot to af mange eksempler. Man kan desværre ikke vælge engelske tekster. Løsningen er så at piratdownloade hele serien fra nettet (med engelske tekster), men det kan vel næppe være meningen, at man skal gøre det, når man abonnerer på HboMax.