Jeg kom aldrig rigtig ind i filmen. Hvad der kunne have været en god og tankevækkende dystopi, føltes mere som en amatøragtig teaterøvelse med lidt for høje ambitioner.

Vi får at vide, at verden er delt i to – en ny og en gammel. Fint nok. Men hvordan fungerer det? Hvor er den gamle verden, og hvad vil det egentlig sige? Alt, hvad vi får, er nogle vage hentydninger til overbefolkning. Ingen forklaring, intet overblik. Det hele skøjtes over med den gamle kliché: "Det handler jo om mennesker." Jo, men når rammerne ikke giver mening, bliver det også svært at tro på personerne.

Og det bliver kun værre. Alicia Vikander spiller en diktatorisk fertilitetseksaminator (eller hvad vi nu skal kalde det), som skal vurdere, om et par (Elizabeth Olsen og Himesh Patell) må få børn. Hun skifter mellem at være uregerligt barn og storinkvisitor, og det fungerer slet ikke.

Test-scenerne er en blanding af rollespilspædagogik og gåder, og især én af dem er så tåbeligt åbenlys, at det næsten blev pinligt. Var det virkelig meningen, at vi skulle sidde og vente på det i halvanden time?

Jeg var mest bare irriteret. Det eneste, der holdt mig nogenlunde fanget, var Elizabeth Olsen. Hun virker troværdig og nærværende hele vejen, og hendes spil løfter handlingen, hver gang hun er i fokus. Desværre er det ikke nok til at redde filmen.