Optrinene er ikke særlig sjove. Replikkerne er ikke særlig sjove. CGI-tissemændene er ikke særlig sjove.

Men skuespillerne er sjove og giver sig 100%. De kan vælte vulgariteter og skæve, klæge kærlighedserklæringer af sig med en imponerende overbevisning.

Danny McBrides bløde baryton er, som Matt Berrys, skabt til at sige det værste pladder med den dybeste overbevisning. Walton Goggins replikker er ikke vildt morsomme. Men hans overbevisning, betoninger og timing er perfekt.

Tøjet er  - som i Mamma Mia! - sjovt. Alle har det mest rædselsfulde tøj på som det naturligste i verden.

Det er ikke helt dårligt, at se så gode skuespillere klæde sig så åndssvagt ud og sige så meget pladder med så meget overbevisning og fornøjelse.

Fremvisningen af umådelig, respektindgydende rigdom er - som i så mange andre serier - også noget, der kan få en til at blive hængende.

Men jeg tror ikke, at jeg grinede højt en eneste gang. Der virker Detectorists meget bedre.