Star Wars burde efter min mening aldrig være blevet til mere end de tre første film, dem der nu bærer numrene IV, V og VI. Men når man nu ikke kan få sig selv til at slå guldgåsen ihjel eller finde en ny og interessant vinkel til emnet, er løsningen at hælde den gamle vin på nye flasker, og det er, hvad man har gjort, især med den seneste trilogi, der ikke har budt på noget som helst originalt. Som trofast fan har man dog alligevel set filmene og ladet sig pænt og høfligt underholde, og Lucas og nu Disney har gjort deres bedste for at levere varen uden på nogen måde at videreudvikle den. Den sidste trilogi er stort set en gentagelse af den første, og resultatet er et flot, men ikke særlig interessant kludetæppe, der dog nok skal hente investeringen hjem til aktionærerne.

Vi får endelig at vide, hvor Rey kommer fra, og jeg må medgive, at det var en fin og uventet variation af Luke/Darth Vader-tematikken, men altså stadig ikke den vilde fornyelse, jeg havde håbet på. Filmens bedste overraskelser var for mig den ellers så sympatiske Richard E. Grant som grum general, det oprørte CGI-hav på Kef Bir og Dunkirk-slutningen på det store finaleslag.