Vi er de bedste!

Vi er de bedste! (stream/optag) (7,2 IMDB) . For 20 år siden sprang Lukas Moodysson ind på verdensscenen med mesterværket Fucking Åmål. Den nænsomme og sympatiske skildring af sarte følelser vakte berettiget opsigt og glæde. De stjålne blikke og de pludselige usikkerheder fik lov til at tale og rørte et stort publikum.

Efter Fucking Åmål kom endnu et mesterværk, Tillsammans, om livet i et kollektiv i 1975.

Og så gik det ned ad bakke. Moodysson blev sur svensk feminist og begyndte at lave kluntet bras.

  • Lilje4ever (2002) viste at det var fælt, fælt, fælt at være barneluder.
  • Et hul i mit hjerte (2004) at det ikke var rart at sumpe rundt i misbrugsmiljøer.
  • Container (2006) at det heller ikke var rart at være en fed klump forladt af familie og sociale myndigheder.
  • Mammut (2009) at vi alle skulle skamme os over verdens ulighed. Og ikke meget mere end det. Bare skamme os, skamme os og skamme os noget mere.

Og pludselig var der en eller anden, der må have fortalt Moodysson noget i retning af "Lukas, f'helved'! Ved du hvor grim, kedelig og doven, du bliver af at være sur, eksperimenterende, svensk feminist? Kan du ikke se hvordan din på verdensplan beundrede humanisme - selv skurkene i Fucking Åmål og Tillsammans havde noget godt i sig - ikke er blevet brugt til en skid i over 10 år! Dig, Lukas, der med dine nænsomme, sympatiske portrætter ændrede en hel generations syn på homoseksualitet og en del andre progressive hjertesager. Lav nu f'helved endnu en film med teenagere, stjålne blikke, betydende pauser og se den gå til tops!"

Og Moodysson rettede sig op for første gang i ti år og sagde "Jeg ville lave en film om at livet - på trods af beviser på det modsatte - er værd at leve."

I Vi er de bedste! spiller tre sympatiske teenagere punk i Stockholm i starten af 80'erne. De er kvikkere end forældrene, bare ikke helt så erfarne. Men deres hjerter er på rette sted og det er filmens også.

Vi er de bedste! pulser af energi og fik fuldt berettiget en masse positive anmeldelser .

Kort sagt: se den!

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.