Wild Rose (2018)

Jeg er blevet fan af den karismatiske Jessie Buckley efter at have set hende i 'Fingernails', 'Wicked Little Letters' og 'The Lost Daughter'. Hun blev helt fortjent oscarnonineret for sidstnævnte, men jeg brød mig ikke om filmen på grund af dens usammenhængende historie, og det samme er tilfældet her. Buckley spiller røven ud af bukserne, men manuskriptet stritter i alle retninger.

Skotske Rose-Lynn Harlan (Buckley) er en yderst usympatisk kvinde. Hun fik to børn, før hun var 18, og har aldrig gidet tage sig af dem. Hun er lige blevet prøveløsladt efter et år i skyggen for et mislykket forsøg på at indsmugle heroin til samme fængsel. Med en fodlænke kan hun nu begynde at tage sig af sine forsømte børn, men nej  ... det gider hun ikke. Hun vil hellere rejse til Nashville og blive countrysanger.

Heldigvis får hun et job som rengøringsassistent hos en rig kvinde, der har forbindelser til BBC. Og heldigvis får hendes advokat en dommer til at fjerne fodlænken, og den verdensberømte DJ og countryekspert Bob Harris vil heldigvis gerne møde hende, så hendes arbejdsgiver forærer hende en billet på første klasse til London og sørger heldigvis også for, at Rose kan spille til hendes (arbejdsgiverens) 50-års fødselsdag for at samle penge ind til at få hende (Rose) sendt til Nashville.

Da koncerten går i vasken, fordi Rose har glemt at arrangere børnepasning, reddes hun af sin mor (Julie Walters), som forærer hende hele sin opsparing, så hun alligevel kan tage til Nashville, selv om moderen indtil da har været hundrede procent imod det. Heldigvis ser det ud til, at USA undlader at tjekke hendes straffeattest, så hun kan komme derover.

Da hun vender tilbage til Glasgow med uforrettet sag, får hun heldigvis lov til at give en koncert dér, og heldigvis kommer den verdensberømte DJ Bob Harris fra BBC og hører hende, og det samme gør hendes familie og venner, og alle ser smilende gennem fingre med hendes himmelråbende egoisme.

Jeg kan ikke snige mig op på mere end et tretal, og så er jeg rigtig flink.