Wonder Woman 1984 (2020)

Denne svære toer er en meget tynd kop te, som fuldstændig mangler den originalitet, magi og charme, som den første Wonder Woman-film med Gal Gadot kunne bryste sig af. Man har tyvstjålet W. W. Jacobs' grumme gysernovelle “Abehånden”, som handler om, at man skal tage sig i agt for, hvad man ønsker sig, fordi det kan gå i opfyldelse, forvandlet den til tegneserielystspil og skrevet et elendigt manuskript med håbløse dialoger til de stakkels skuespillere, som tydeligvis har haft store problemer med at tage foretagendet alvorligt. Ikke siden Superman IV har jeg været så skuffet over en fortsættelse (jo, måske "Highlander 2"), og her er det ikke budgetttet, der har været problemet. Teknikken er i orden, og Gal Gadot gør det såmænd ganske godt, og det samme gælder (især) Kristen Wiig, men jeg så meget hellere Pablo Pascal som "The Mandalorian" endnu en gang end som den kiksede og ucharmerende superskurketumling Max Lord, og jeg vil hellere nyde Chris Pine som James T. Kirk end Steve Trevor, der denne gang nærmest kun er med som rekvisit. Der er bestemt flotte visuelle højdepunkter undervejs, men historien hænger slet ikke sammen, og filmen er mindst en halv time for lang. Man forstår godt, hvorfor Warner har sendt den direkte til streaming. Selv plakaten er gyselig.