Da Zentropa i sin tid filmatiserede de første fire bind af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, var det med stor publikumsbevågenhed, men også med voksende frustration hos forfatteren selv, der følte, at filmene fjernede sig fra bøgernes sjæl og substans. Med Nordisk Films efterfølgende reboot – 'Marco effekten' og 'Den grænseløse' – blev han selv drivkraften bag projektet, men udtrykte senere skuffelse over, at heller ikke disse film trods gode intentioner formåede at fange bøgernes kerne. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at han nu har udtrykt sin begejstring for Netflix’ engelsksprogede serie 'Dept. Q', skabt af Scott Frank, selv om også denne tager sig friheder i forhold til originalmaterialet. Serien har ikke blot Jussis velsignelse, men formår faktisk at indfange den melankoli og det menneskelige underskud, som gjorde bøgerne til noget særligt.

Da Netflix’ 'Dept. Q' ramte skærmen den 29. maj 2025, var forventningerne store – især med Matthew Goode i hovedrollen som kriminalinspektør Carl Morck. Serien er baseret på Jussi Adler-Olsens 'Kvinden i buret', men flytter handlingen fra København til Edinburgh og foretager flere afgørende tilpasninger.

Carl Morck er nødt til at kæmpe sig tilbage efter et skudoverfald, der gjorde hans tidligere makker Hardy lam. Han placeres i den nyoprettede cold case-afdeling, Dept. Q, hvor han sammen med den analytiske Akram Salim (i bøgerne Assad) og ambitiøse efterforsker Rose Dickson kaster sig over sagen om advokaten Merritt Lingard, der forsvandt fire år tidligere. Hun viser sig – i en ret makaber drejning – at være indespærret i et trykkammer, og der synes ikke at være noget som helst håb for en lykkelig udgang for hverken hende eller Morcks umage team.

Goode,som vi kender fra rollen som Ozymandias i 'Watchmen', er seriens ubestridte centrum – brillant i sit spil i grænselandet mellem kontrol og kollaps. Han gør Morck til en original figur, der lever og ånder på skærmen.

Jeg savnede den oprindelige Assad – hans blanding af dyb visdom og sort humor er en ubetinget styrke i bøgerne. I serien hedder han Akram Salim og er blevet så afdæmpet, at han næsten udviskes som figur – blottet for både mystik og den finurlige humor vi kender og elsker.

Et positivt træk ved serien er rollen Rose – hun dukker egentlig først op i bog 2 (Fasandræberne), men Netflix vælger at introducere hende allerede i sæson 1, portrætteret af Leah Byrne, og det er et tiltrængt frisk pust. Hendes rolle tilfører både varme og feminint perspektiv – et valg jeg bifalder.

Skal jeg brokke mig over noget, er det seriens længde. De ni afsnit kunne sagtens have været skåret ned til seks uden at miste essensen. Det ville have gjort serien skarpere og mere intens.

Trods nedtoningen af Assad/Akram og den urimelig lange varighed står 'Dept. Q' som en stærk, medrivende serie. Goode leverer! Rose tilfører fin energi. Og selv om bogen ikke følges slavisk, har man formået at ramme tonen – det mørke, det absurde og det menneskelige, som præger originalerne. Jussi har selv sagt, at han er “thrilled”, og det er jeg også.

Anmeldelse: Marco effekten

3 ud af 5 grædende sigøjnerbørn. Dette er den femte filmatisering af en af Jussi Adler Olsens bøger, og skuespillerholdet er skiftet ud efter anmodning fra forfatteren, hvilket er både godt og skidt. Godt er det, at Ulrik Thomsen har fået hovedrollen som den...

Anmeldelse: Watchmen

4½ ud af 5 rorschach-tests. Zack Snyder har faktisk fået lavet en rigtig god biograffilm efter Alan Moore og Dave Gibbons tegneserieforlæg , som mange ikke mente kunne filmatiseres. Den er en fryd for øjet hele vejen igennem med fantastiske effekter og...