Så længe jeg lever (stream/optag) (6,5 IMDB). Hovedrolleindehaver Bjerg gør det fint. Men filmen er så dårlig skrevet, instrueret og eftersynkroniseret, at det er en ynk. Jeg holdt 25 minutter. 400.000 mennesker så den i biografen. Så filmen var faktisk et kæmpe hit.
The Old Oak (stream/optag) (7,1 IMDB). Strålende humanistisk socialrealisme. Desværre er den fyldt med folk, der er grimme, dumme, bor dårligt, aldrig køber nye ting og aldrig kommer på ferie. Kan ødelægge julestemningen for enhver materialist.
Dens velkalkulerede kynisme får en tak til for hver scene, indtil historien kulminerer i grotesk misantropi. Dens halvt invaliderende kunstneriske og moralske problem bliver da det enkle, at den ikke under sine personer samme bevidsthedsniveau, som den selv arbejder ud fra, men betragter, observerer og udleverer dem som - ja, som kryb i en sump.
The Donald Trump Show (stream/optag) (7,4 IMDB). Tre gange 47 minutter med den sindssyge konge og hans hof af mordere, spytslikkere og sexforbrydere. Klippet sammen som den omgang snuskede reality-tv, det også er.
Selv synes jeg bedre om kolde analyser fra eksperter. Men engelske Channel 4 har da forsøgt at gøre den triste, absurde og latterlige udvikling trist, absurd og lattervækkende.
Ticket to Paradise (stream/optag) (6,1 IMDB). George Clooney og Julia Roberts er da så pæne. Og hyggelige som et fraskilt ægtepar, der nok alligevel kan lide hinanden. En let anretning.