Inside (2023)

"Cast Away" møder ""Escape Room" i denne usædvanlige film, der handler om en indbrudstyv, som ved et uheld bliver spærret inde i en penthouse-lejlighed, hvor han er i gang med at stjæle uvurderlige kunstværker fra en bortrejst arkitekt og samler. Lyder det spændende? Ja, jo ... men det er det sådan set ikke. Naturligvis er der en vis suspense i at følge, om tyven kan finde en vej ud af den topsikrede og hermetisk lukkede lejlighed, før han dør af sult, tørst og spirende mentalt sammenbrud, men det er sådan set det hele. Der er ingen skjulte fælder eller overraskelser af nogen art. Lejligheden er lukket og låst, og al kommunikation til verden udenfor er afbrudt. Så filmens 100 minutter handler mest om, hvad tyven får tiden til at gå med, mens han kæmper med at finde en vej ud af både lejligheden og sit eget voksende vanvid.

Til gengæld er scenografien interessant. Den store lejlighed er et arkitektonisk unikum fyldt med nutidskunst (som man kan læse nærmere om i rulleteksterne), klip og fotografering er i top, og prikken over i'et er den fire gange oscarnominerede Willem Dafoes fantastiske spil. Det er i høj grad  ham, en af verdens bedste og mest alsidige skuespillere, der giver én lyst til at se videre.

"Én person på én lokalitet" er en vanskelig genre, og "Inside" er bestemt ikke en film for enhver. Selv om filmen begynder elementært spændende med et indbrud, der går galt, finder man hurtigt ud af, at det er arthouse-segmentet (som underholdningsnarkomanen her ikke tilhører), den henvender sig til. Alligevel var jeg på intet tidspunkt på nippet til at slukke.

"Inside" anbefales tøvende til folk, der værdsætter moderne kunst og kan undvære slagsmål og biljagter i små to timers tid.