Seneste kommentarer

Jeg skal ikke blære mig med at kunne kende forskel på ortodoks, reformeret eller sidste dages hellige NPM.

Som jeg kan læse af Odense-eksemplet havde de en tåbelig og alt for fast struktur med tidsfrister, uendeligt papirarbejde osv.

Det er bare så idiotisk at jo flere midler vi bruger på flygtninge her i landet jo mindre bistand sendes til nærområderne. Det burde være omvendt.

Odense Kommune, min gamle arbejdsgiver, er sjov med sådan nogle ting. De er ofte ikke bange for at prøve noget andet; jeg har været med til at køre en masse pilotprojekter. Når noget virker i Odense, er det fordi de var fremme og først; når noget ikke virker: Samme grund.

Jeg troede det var om Parkinsons syge. Det havde han også, ikke?

På Momondos FB-side og i EB-artiklen, kan man se, at det er vigtigt for Maren i Kæret og Sofie Stempelur, at det er rigtige mennesker med rigtige følelser i grædereklamen.

Som dekonstruktør af 3. grad overrasker det mig ikke at det er skuespillere og amatørskuespillere, der er betalt for jobbet.

Videre synes jeg, at det ville være synd, hvis alle de gamle koner sad og græd og skar ansigter af kameraet derhjemme i håbet om at vinde en stor rejse. Jeg tror ikke, at de anses for at tiltale Momondos målgruppe og dermed er al græderiet og måberiet spildt møje.

Og ingen, udover altså skuespillere, kan sidde og tude over procentsatser.

Jeg har testet mig selv med en deklaration af næringsindhold på hhv. kiks og letmælk. Ikke én tåre.

Men jeg kunne selvfølgelig gå lidt tættere på mig selv, låne en moderne vægt og se om jeg kunne tude over højde, vægt, fedtprocent, hvis jeg troede at der var den mindste chance for at et reklamebureau ville præmiere en ukarismatisk, midaldrende mands tårer.

Som følge af at Lars Fogt har brokket sig på Facebook og at EB tør hvor andre tuder:

Næste skridt må blive den krasse forskelsbehandling med dametøj og pigetøj kontra herretøj og drengetøj.

Hmm, men selvfølgelig tilsvarende let at forbyde omskæring for begge køn.

Steven Snedker Så vidt jeg kan se er begge artikler bag en paywall, som jeg ikke har tænkt mig at forcere. Sagen er, at alle har deres interesser at hytte, og der tjenes generelt ikke penge på at skrive at sandheden er nuanceret. Det hele skal gøres op i sort-hvid, enten-eller, skurk-helgen. Med vold og magt skal myten om bankpakkernes uendelige omkostninger kolporteres, også selvom man skal ud i tredje og fjerde led, i dette tilfælde nogle lån, som blev optaget på de markedsvilkår som var gældende på den tid og som fandt sted omtrent samtidig med at bankpakkerne blev sat i verden.

Og jeg ved godt, at det er livsspilde at harcelere over en forholdsvis harmløs grædereklame. Jeg tror, at jeg kan gøre folk klogere ved at stille et par spørgsmål efter knærefleksreaktionen ("Kunne du græde over procentsaterne?" "Ville en DNA-test i et elimination show-miljø virkelig have forhindret eks-jugoslaverne i at gå i flæsket på hinanden? Belfast-beboerne?"). Men jeg ved godt, at det er spild af tid. Folk, der er mod racisme og chauvinisme (og det er de fleste fornuftige mennesker) æder det råt og deler og er ligeglade med at blive klogere på nogle tekniske ting. To har sagt tak for min indsats. Resten har tilsyneladende (og i god ret) været ligeglade med min indsats.