Det beskidte dusin (1967)

'Det beskidte dusin' fra 1967 var ifølge instruktøren Robert Aldrich tænkt som en reaktion på krigen i Vietnam, der på det tidspunkt for alvor begyndte at dele vandene i USA. Filmen er alt andet end den lovprisning af Gud, kongres og fædreland, man ellers kunne se i samtlige amerikanske krigsfilm lavet efter WW2.

Den antiautoritære major John Reisman (Lee Marvin) får kommandoen over en samling psykopater, drabsmænd og sædelighedsforbrydere, der er idømt alt fra livstid til dødsstraf, og hvis eneste mulighed for benådning er en selvmordsmission bag fjendens linjer for at dræbe så mange højtstående tyske officerer som muligt inden D-dag. Det skal ske på et skarpt bevogtet fransk chateau, hvor tyske oberster og generaler holder orlov med masser af sprut og frække damer.

Som cremen af det udvalgte afskum ses stjernespillere som John Cassavetes, Charles Bronson, Jim Brown, Telly Savalas og Donald Sutherland. Lee Marvins major, der som sagt selv har problemer med sine overordnede, får til opgave at lære de utilpassede udskud at arbejde sammen som en slagkraftig, velsmurt kampmaskine.

Det er en absolut underholdende film med rigtig gode præstationer over hele linjen, og hvis jeg overhovedet skal klage over noget, er det den vægt, der bliver lagt på træningsdelen. Det beskidte dusin (som kaldes sådan, fordi de i protest mod den stramme disciplin nægter at vaske og barbere sig) kommer ikke ud på deres mission før 105 minutter inde i den 2½ time lange film, men den langtrukne anden akt, der er fyldt med masser af sjove, folkekomedieagtige indslag, er vigtig for personudviklingen og opbygningen af soldaterkammeraternes langsomt voksende samarbejdsvilje. Træningen kulminerer med en manøvre, hvor bataljonen gør den regulære hærs elitesoldater til grin og viser, at de er klar til den endelige mission.

Der er et vildt niveau af grusomhed i den i øvrigt kritiserede finale, hvor den brogede flok, som vi er kommet til at holde rigtig meget af, begår åbenlyse krigsforbrydelser ved at lokke nazisterne og deres kvindelige ledsagere ind i et underjordisk beskyttelsesrum og hælde benzin (efterfulgt af håndgranater) ned til de skrigende og forsvarsløse ofre gennem bunkerens trækkanaler. 

Selv Charles Bronson mente efterfølgende, at filmen var for voldelig. Men man må huske, at den er lavet under ungdomsoprøret, og at målgruppen var folk, der væmmedes ved krig og var dødtrætte af myter om tapre, selvopfrende helte, når livet ved fronten i virkeligheden handler om at snyde og dræbe fjenden på enhver tænkelig måde. Hvis ingen skulle vide det, er krig i virkeligheden en møgbeskidt affære og Genève-konventionen en by i Rusland, og jeg kan dårligt forestille mig en mere realistisk måde at skildre det på.

Men i moralens navn ender filmen i øvrigt med, at kun få af de udsendte straffefanger overlever missionen (jeg skal ikke røbe hvem), og at retfærdigheden dermed stadig sker fyldest.