HHhH (2017)

“Himmlers Hirn heisst Heydrich” er sætningen bag den sære akronymtitel, der bæres af den første rigtig vellykkede film om attentatet på Heydrich, som var arkitekten bag nazisternes Endlösung. Der er faktisk gjort en del forsøg i tidens løb, heriblandt to i 1943 af Douglas Sirk og Fritz Lang, en i 1976 og en sidste år (”Anthropoid”), men denne franskproducerede og engelsksprogede udgave med Jason Clarke som Heydrich er den første, jeg har set, som har koncentreret sig om at give en detaljeret skildring af nazibødlens baggrund i stedet for blot at bruge ham som statist i en portrættering af de heltemodige frihedskæmpere, der slog ham ihjel. I denne velproducerede filmatisering af Laurent Binets roman om attentatet fordeles sol og vind lige imellem begge parter, og det klæder virkelig historien. Alle roller er godt besat, og ud over Clarke glimrer Rosamund Pike som Det Blonde Bæsts hustru, der var endnu mere Hitlertosset end gemalen.