'Drømmeland' er en visuelt overdådig fantasyfilm på Netflix, baseret på tegneserieklassikeren 'Little Nemo in Slumberland' af Winsor McCay. Filmen handler basalt om en ung piges modningsforløb. Hovedpersonen Nemo (Marlow Barkley) er 11 år og lever et isoleret, lykkeligt liv på en lille ø sammen med sin far (Kyle Chandler), indtil han pludselig omkommer i et uvejr. Hun sendes til fastlandet for at bo hos en hidtil ukendt onkel (Chris O’Dowd), der modvilligt indtager rollen som surrogatfar, og her begynder sorgen for alvor at slå igennem.

Filmens greb er at lade Nemo flygte ind i drømmenes verden, hvor hun håber at finde en mytisk perle, der kan give hende ét ønske: at se sin far igen. Her møder hun både Flip (Jason Momoa), en figur fra faderens godnathistorier, og et drømmepoliti, der administrerer børns natlige fantasier og tildeler dem de drømme, man finder nødvendige for deres videre følelsesmæssige udvikling. Konflikten er klar: systemet vil hjælpe hende videre, men Nemo forsøger nat efter nat at komme tilbage til sin afdøde far.

Filmen tager sit unge publikum alvorligt ved ikke at forsimple døden eller sorgens mekanik. Det gør den også mindre målrettet mod børn, der er helt små. For en femårig – som mit barnebarn – ligger udbyttet primært i den forrygende billedside, som til gengæld er rig, fantasifuld og konstant opfindsom. Filmens budget var højt (150 millioner dollars) og det ses tydeligt.

Jason Momoa viser en overraskende og vellykket komisk side af sit talent som den forhenværende drømmehelt Flip: lettere forhutlet, men med præcis timing og selvironi. Også onklen får mere psykologisk vægt, end genren normalt tillader, og filmen giver ham – ligesom Nemo – en egentlig karakterudvikling.

Drømmeland balancerer effektivt mellem drøm og virkelighed, mellem eventyr og sorgbearbejdelse. Det er en film, der gerne vil fortrylle, men som insisterer på, at tab ikke kan administreres væk – heller ikke af et drømmepoliti. Det er dens egentlige styrke.