Dune: Del 2 (2024)

Med Dune: Del 2 har Denis Villeneuve færdiggjort sin i alt 5 timer og 21 minutter lange filmatisering af Frank Herberts klassiske science fiction-roman Dune fra 1965. Romanen er filmatiseret to gange før - først af David Lynch i 1984, hvor hele bogen er presset ned på 2 timer og 17 minutter og dernæst af John Harrison i 2000 som tv-miniserie på i alt 4 timer og 25 min. Hermed er Villeneuves udgave den hidtil længste filmatisering af bogen, på trods af rygter om en 6 timer lang uklippet udgave af Lynch's film (hvortil der kun blev optaget 5 timers råfilm). Jodorowskys kuldsejlede udgave af filmen fra 1970'erne ville være blevet 14 timer lang, men den får vi desværre aldrig at se, undtagen måske når kunstig intelligens bliver god nok til at skabe en udgave ud fra manus, concept art og arkivfilm med de intenderede medvirkende (man har lov at håbe).

Dune: Del 2 og det samlede værk er blevet godt modtaget af både publikum og kritikere, som generelt udråber den til et mesterværk. Der er da også mange rigtig gode elementer i filmen, ikke mindst den storslåede billedside, der har givet sammenligninger med Ringenes herre-filmene, og en flot lydside med musik af Hans Zimmer. Skuespillerne gør det generelt også godt, om end Chalamets ansigt synes lagt i de samme folder (eller mangel på samme) i alle scener, uanset om det handler om romantik, persondrama eller action. Det er muligvis et bevidst valg - bogens Paul Atreides er en meget indadvendt figur med mange selvovervejelser og indre monologer. Til forskel fra de to tidligere filmatiseringer bliver det også gjort klart at Paul er en modvillig messias - han vælger kun den vej, fordi det er den eneste han ser, hvor han ikke bliver dræbt. Det var en af de succeskriterier, jeg havde lagt for Villeneuves udgave, og på det punkt blev jeg heldigvis ikke skuffet. Man kan heller ikke komme uden om at Dune er en elementært spændende og dramatisk historie, som blander intriger, drama og action. Man kan diskutere om filmens meget farveløse palet bliver en kende overdreven, når nogle scener er rent sort-hvide, men det fungerer og giver en kontrast til Star Wars-universets mere kulørte farveflade, hvorved Villeneuve undgår de ellers uundgåelige sammenligninger mellem de to filmserier (serier, fordi Villeneuve planlægger en tredje film baseret på Herberts anden bog i serien, Dune Messiah; da. Profeten på Klit). Del 2 viser også tydeligt faren ved religiøs fanatisme og hvordan populister kan puste til den for at få magt; noget der må siges at være meget aktuelt.

På trods af kvaliteterne i Villeneuves film, sad jeg alligevel tilbage med en følelse af skuffelse efter at have set den. Skuffelsen bunder i at jeg har læst Herberts roman flere gange og derfor savner de mange lag og kompleksiteter, den byder på. For eksempel ser vi intet til Rumlaugets muterede navigatører og får heller ikke noget at vide om, hvordan Lauget kontrollerer rejser mellem stjernerne og dermed er en væsentlig magtfaktor i det overordnede politiske spil. Vi får intet at vide om hvorfor der ikke eksisterer computere i fremtiden (noget, som romanen gør meget ud af) og at deres opgaver derfor er erstattet af særligt trænede mennesker kaldet mentater. I en enkelt scene i starten af første film ser man Thufir Hawat lynhurtigt regne nogle ting, men det er ikke klart at han er en del af en orden, og Harkonnens mentat Piter de Vries bliver reduceret til et navnløst ansigt uden replikker. Hawat er endda helt skåret ud af Del 2, så vi går glip af hans makabre skæbne. At det er utænkeligt at Dr. Yueh i første film kan forråde Hertug Leto, fordi han er dybt hjernevasket for loyalitet (Imperial conditioning) er heller ikke noget, man kommer ind på. Dette er blot nogle få eksempler på elementer, der bidrager til rigdommen i og troværdigheden af Frank Herberts univers, som er et af de mest gennemtænkte i science fiction-genrens historie. Uden denne rigdom bliver Villeneuves film reduceret til ikke stort mere end et krigsdrama ligesom mange andre - bevares, et ganske udmærket krigsdrama, men langt fra Herberts vision. Det er dobbelt ærgerligt fordi det faktisk lykkedes Lynch's meget kortere udgave at få det meste af dette med uden at det virker presset. Som det er, er det nødvendigt at se alle tre filmatiseringer for at få et glimt af storheden i Herberts roman. Alle tre tager sig nogle friheder med historien, og ingen af dem er helt vellykkede, men tilsammen kan de give et indtryk af, hvad Herbert ville med sin bog. Men læs bogen, hvis du ikke har det - alle filmudgaverne bliver bedre, når man mentalt kan fylde hullerne ud, fordi man kender den fulde historie.

Nu vi er ved at tage sig friheder med historien, har Villeneuve valgt at lave slutningen af historien drastisk om, formentlig for at lægge op til sin tredje film i serien, som vi må forvente også forløber en del anderledes end den bog, der ligger til grund for den. Om det viser sig at være en god eller dårlig beslutning, må vi afvente den tredje film for at se. Uanset hvad, betyder det at hans eksisterende filmduologi ikke virker så afrundet som hverken romanen eller de to andre filmatiseringer.