Først tænkte jeg, at den her film måtte være inspireret af "Oppenheimer", men så registrerede jeg årstallet (2018), og så måtte det jo snarere være omvendt. Historien begynder med, at politiet anholder en tidligere kvindelig atomfysiker, der før og under krigen udleverede hemmelige dokumenter om det britiske atombombeprojekt til russerne. Hun var blevet forført af en KGB-agent og ikke selv kommunist, men ville blot have, at alle havde samme adgang til det frygtelige våben. "Baseret på en virkelig historie" stod der, og så måtte det jo være ganske vist, tænkte jeg, indtil jeg fandt ud af, at den rigtige spion, Melita Norwood, hverken var atomfysiker eller på romantiske vildveje, men blot en forstokket kommunist, der gav russerne opskriften på bomben i håb om at få dræbt alle Sovjetunionens fjender.

Det er ikke første gang, filmindustrien omskriver virkelige hændelser til noget, der passer ind i Hollywood-skemaerne, og det må siges at være tæt på falsk reklame at kalde det en "sand historie". Men bortset fra det byder filmen på troværdige tidsbilleder fra atomfysikkens barndom og klassisk melodrama med Sophie Cookson som den naive Joan, der forelsker sig i en jødisk flygtning, som viser sig at være KGB-agent, selv om det hele altså er ren fiktion. Den ældre udgave af Joan, der køres gennem politiets vridemaskine, spilles af Judy Dench, der som altid klarer opgaven med bravur.

Okay tidsfordriv og så heller ikke meget mere.