Forfulgt (1965)

Gregory Peck, der i Alfred Hitchcocks klassiker 'Troldbunden' fra 1945 led af hukommelsestab, bliver igen ramt af glemsomhed i 'Forfulgt', en snørklet thriller, der også har ligheder med Frankenheimers 'Kandidaten fra Manchuriet'. Instruktøren er Edward Dmytryk, der forstår at fremmane den rette noir-stemning og giver de to nævnte titler kamp til stregen.

Peck spiller David Stillwell, en revisor, som efter et strømsvigt i den kontorbygning, hvor han arbejder, langsomt opdager, at han ikke kan huske noget fra de foregående to år. En gådefuld kvinde (Diane Baker) virker venlig, men er svært tilbageholdende med relevante oplysninger. Stilwell bliver skygget af to mænd (Jack Weston og George Kennedy), der ikke vil ham noget godt. Desperat henvender han sig til den uerfarne detektiv Ted Caselle (Walter Matthau) for at få hjælp til at opklare mysteriet. 

'Forfulgt' er den type thriller, hvor man ikke ved mere end hovedpersonen, hvilket naturligvis hæver suspenseniveauet. Det gør den afsluttende forklaring lidt omstændelig, men til gengæld er man fyrsteligt mystificeret undervejs.

Matthau er fremragende som den halvstuderede privatdetektiv. Scenerne med ham og Peck er filmens bedste, og Quincy Jones står for den inciterende underlægningsmusik.