Juror #2 (2024)

Justin Kemp (Nicholas Hoult) bliver udpeget som nævning i en mordsag, hvor den tidligere voldsdømte James Sythe er anklaget for at dræbt sin kæreste efter et skænderi på en bar. Justin er ikke meget for det, for hans kone er højgravid og har før mistet to børn sent i graviditeten, men der er ingen vej udenom. Efterhånden som sagen bliver fremlagt for nævningene, går det op for Justin at det muligvis er ham selv, der har dræbt Sythes kæreste ved at køre ind i hende, uden at være klar over det. Problemet er hvis han indrømmer det, står han selv til mindst 30 års fængsel, da han tidligere er dømt for spirituskørsel og var på selvsamme bar som Sythe og kæresten inden uheldet. Selvom han ikke drak noget, er den omstændighed nok til at få ham dømt, og med den tidligere dom vil drabet blive takseret som groft overlagt, Hvad gør man så? Tier stille og lader en uskyldig blive dømt, eller indrømmer sin egen skyld og ødelægger sit eget og familiens liv? Dette dilemma er kernen i filmen, og det bliver ikke mindre af at Kemp, fordi han som nævning insisterer på at der kan være tvivl om Sythes skyld, selv kan komme i søgelyset som den skyldige.

Hoult spiller sin rolle godt, og i andre roller drysser Toni Collette, J.K. Simmons og Kiefer Sutherland stjernestøv over filmen - men det mest imponerende er at Clint Eastwood har instrueret filmen glimrende i en alder af 94 år! Hvis dette skulle vise sig at blive hans sidste film, er det et værdigt punktum for hans karriere, selvom den næppe vil regnes blandt hans allerbedste. Min eneste egentlige anke er at filmen med fordel kunne være blevet forkortet med 15-20 minutter; plottet bliver strakt noget for at fylde filmens næsten to timer.