Laura (1944)

I denne, en af 1940'ernes mest berømte noir-film (som ikke er en rigtig noir-film) efterforsker Manhattan-politimanden Mark McPherson (Dana Andrews) mordet på reklamechefen Laura Hunt (Gene Tierney) i hendes fashionable lejlighed. Han afhører blandt andre Lauras bedste ven, den arrogante sladderjournalist Waldo Lydecker (Clifton Webb) og hendes forlovede, Shelby Carpenter (Vincent Price). Godt hjulpet af et vellignende maleri bliver efterforskeren besat af sagen og forelsker sig i den døde kvinde.

Det lader til, at folk nu om dage anser enhver sort-hvid kriminalfilm for at tilhøre noir-genren. Men en sort-hvid film  behøver ikke være en noir, og en farvefilm kan være det. Det, der virkelig mangler her, er en antihelt og en femme fatale. Den elskelige Laura Hunt kan på ingen måde betegnes som en beregnende og intrigant golddigger, og McPherson er "bare" helt. Det eneste mærkelige ved ham er, at han konsekvent beholder hatten på inden døre. Der mangler også de skæve kameravinkler og mørke billeder, vi ser i film som "Den tredje mand" og "Kvinden uden samvittighed".

Otto Premingers film var et gennembrud for flere af de medvirkende skuespillere, især Dana Andrews og Clifton Webb. Sidstnævnte er forrygende som højrøvet snobkolumnist og stjæler hver eneste scene, han er med i, med sine syredryppende replikker. Hvad Gene Tierney angår, er dette hendes bedst kendte rolle, selv om hun mest er til pynt, men den übergudesmukke skuespillerinde opfylder bestemt kravet om at være lige til at spise.

Jeg synes ikke, tiden har været flink mod denne teatralske film, der også har nogle gevaldige huller i handlingen. Hvorfor bruger Vincent Price for eksempel sin kærestes lejlighed, hvor mordet finder sted, til sine sidespring? Det giver ingen mening. Stilen fik fortrinsret frem for indholdet, og fotograferingen blev da også oscarpræmieret, ligesom Clifton Webb, Preminger, manuskriptforfatteren og scenografen blev nomineret. Men alt i alt kan jeg ikke svinge mig op til mere end et tretal.