Marlowe (2022)

Efter en lang og nedadgående spiral som actionhelt så Liam Neeson umiddelbart ud til at have truffet et godt valg med en rolle som Chandler-detektiven Philip Marlowe, der tilmed skulle instrueres af Oscar-vinderen Neil Jordan (“The Crying Game”). Jeg har et indgående kendskab til Neil Jordans karriere, som jeg i mange år fulgte tæt via mit job som biograffilmoversætter. Jeg var begejstret for “The Company of Wolves” og “Mona Lisa” og fik en grim nedtur over hans kiksede spøgelseskomedie “High Spirits”, men så lavede han et vellykket hattrick-comeback med “The Crying Game”, “Interview with the Vampire” og “Michael Collins”, hvorefter han nærmest forsvandt fra hitradaren i en årrække og kun sporadisk ramte plet. Jeg var dog nogenlunde tilfreds med hans to seneste film, “Byzantium” og “Greta” og glædede mig som Jordan-, krimi- og noir-fan til “Marlowe”. Desværre blev jeg skuffet.

Filmen foregår i 1939, og den begynder naturligvis med, at en femme fatale går ind på Marlowes kontor i L.A. Clare Cavendish (Diane Kruger) er en stenrig gift kvinde, der har brug for hjælp til at finde sin elsker. Han er forsvundet, siger hun, men det viser sig hurtigt, at manden er kørt ihjel af en flugtbilist. Dog påstår klienten, at det er en løgnehistorie, og at han stadig er i live.

Manuskriptet, der ikke bygger på en af Chandlers originale historier, men på en roman-pastiche fra 2014, “The Black-eyed Blonde” er som forventet en kompilation af alle genrens klicheer (mexicanske gangstere, narkosmugling og prostitution samt korrupte politikere, politimænd og filmselskaber), men dialogen, der er så vigtig for personudviklingen, består af usammenhængende, kryptiske tvetydigheder, der bremser handlingen, som sådan set er enkel nok, men hele tiden hakkes i småstykker af ligegyldigheder. Filmen kommer til at virke som en kavalkade af langtrukne scener, hvor alle taler forbi hinanden.

Det eneste, der virkelig fungerer, er scenografien, som til gengæld er en fryd for øjet. Filmens overdådige billede af Los Angeles og Hollywood anno 1939 er stort set grund nok til at holde ud til den bitre (og uventet lunkne) ende.

Selv om Neeson er et oplagt valg, når han sjældent op på siden af den halve snes forgængere, som har spillet Marlowe, blandt disse Bogart, Mitchum, Gould og min personlige favorit, Powers Boothe, som levendegjorde den kyniske enspænder på tv i firserne.