No One Will Save You (2023)
No One Will Save You lægger sig i hælene på en lang række film om invasion fra rummet og indeholder da også en mængde elementer fra ældre klassikere – men også enkelte nye elementer. I starten introduceres vi til en yngre kvinde, Brynn (Dever), som bor alene i et hus ved skoven noget udenfor en mindre amerikansk by, antageligt en af de nordlige stater. Måske er tiden 1990’erne – det er ikke helt klart, men Brynn har kun en gammeldags telefon. Hun virker at trives ved at være alene – hun bygger på en modelby, danser alene til gammel musik, passer sin have og skriver breve til en veninde. Da hun aflægger et besøg til byen, er det dog tydeligt, at hun ikke er velkommen; noget vi ikke får en forklaring på før langt senere.
En nat mens hun sover, bliver alle lys i huset tændt, og alle elektriske apparater går i gang. Hun går ned ad trappen fra sit soveværelse på første sal og ser en mørk skikkelse gå rundt dernede – og skikkelsen er ikke helt menneskelig. Det bliver starten på en række dramatiske hændelser, hvor Brynns liv syntes konstant i fare, og der er ikke nogen hjælp at hente hos de fjendtligsindede borgere i byen. Et forsøg på at slippe fra byen i bus går galt, og hun må søge tilflugt tilbage i sit lille hus.
Meget mere skal der ikke siges om handlingen, andet end at der kommer flere overraskelser undervejs, at Brynn bliver konfronteret med traumer fra sin fortid og at de invaderende rumvæseners motiver ikke altid står helt klart (men de er aliens, så man kan vel heller ikke forvente at deres motiver nødvendigvis er forståelige for mennesker). Meget af det, der sker, er i høj grad åben for fortolkning, og det synes jeg giver et løft fra film, hvor det bare handler om at få ram på morderiske rumvæsener før de får ram på en. Især slutningen er åben for fortolkning, og min fortolkning er noget anderledes end den, Wikipedia byder på. Det kan heller ikke udelukkes at alt det mærkelige kun er noget, der sker i hovedet på den traumatiserede unge kvinde, men det er blot én udlægning.
Filmen bliver i høj grad båret af Kaitlyn Dever, eftersom alle andre mennesker kun har mindre biroller. Filmen adskiller sig også fra andre lignende ved stort set ikke at have nogen dialog – blot en enkelt, hvor fem ord bliver udvekslet. Det tvinger skuespillerinden til at udtrykke alle sine følelser med ansigtsudtryk og kropslig ageren – og det synes jeg, Dever gør rigtig godt. Jeg ser frem til at se hende i sæson 2 af The Last of Us, hvor hun skal spille den hævngerrige soldat Abby.
No One Will Save You bliver næppe noget fyrtårn blandt invasionsfilm – dertil er der lidt for mange klichefyldte elementer – men rent stilmæssigt har den meget nyt at byde på, og man keder sig ikke undervejs. Det er også et plus at filmen holder sig til en stramt fortalt halvanden time, og den anbefales herfra til en halv aftens god underholdning med plads til eftertænksomhed.
Bedste streaming-kanaler lige nu
Her på Internetforbrugeren ved vi, præcis hvad vi synes om tusinder af film- og tv-serier. Vi ved også, præcis hvilke film der er tilgængelige på de danske streaming-kanaler lige nu.
Det har vi kombineret til listerne på Bedste film på streaming lige nu. Kig på de lister næste gang du vil købe et streaming-abonnement. Så ved du, hvor du får mest for pengene.
Bedste lige nu
Skrammel
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer til anmeldelserne
Anm. | Link | Kommentar | Tid |
---|---|---|---|
John Wick: Chapter 4 | Generationernes kamp |
... |
3 dage 2 timer siden |
John Wick: Chapter 4 | Se hvordan John Wick-pølsen laves |
Oh, en link-kender. Dejligt. Jeg er også ret sikker på, at du vil elske at... |
3 dage 18 timer siden |
John Wick: Chapter 4 | Jeg respekterer din ret til at tage fejl |
Efter min opfattelse er 3,5 ud a 5 en noget fesen karakter. Bevares, mange af Keany Reeves... |
3 dage 22 timer siden |
Nobody | Den dybere mening med Nobody |
... |
4 dage 18 timer siden |
Nosferatu - vampyren | Overvurderet 70'er-bras |
Det var måske lige en hastig afvisning af en film, der trods alt får 7.4 på IMDB. Men... |
1 uge 10 timer siden |
Official Competition | Glæde ved film om film signalerer tilhørsforhold |
... |
1 uge 11 timer siden |
Tilføj kommentar