Drengen og hejren (2023)

Drengen og hejren er den seneste og angiveligt sidste tegnefilm af den japanske mester Hayao Miyazaki. ‘Angiveligt’ fordi Miyazaki har erklæret at stort set alle film fra Prinsesse Mononoke og frem har været hans sidste. Han er dog efterhånden blevet 83 år, så måske er det rigtigt denne gang. Hvis det er, er Drengen og hejren absolut et værdigt punktum for en lang og glorværdig karriere.

Ligesom i Miyazakis forrige film, Når vinden rejser sig, tager denne film udgangspunkt i Japan under Anden Verdenskrig. Under et bombardement bliver drengen Mahitos mor dræbt, da hospitalet hun er indlagt på, brænder ned. Vi spoler så tre år frem, hvor Mahito og hans far flytter på landet til moderens barndomshjem på landet. Faren er i mellemtiden blevet gift med moderens lillesøster Natsuko, som nu venter barn, og han skal bestyre en fabrik i nærheden, der fremstiller dele til kampfly. Der bor en del gamle mennesker på ejendommen – måske er det et plejehjem? Det er uklart, men især syv gamle, rynkede og sammensunkne kvinder tager sig af Mahito. Mærket af sin mors død og utilfredshed med at faren så kort tid efter har giftet sig igen, er Mahito en mut og indesluttet dreng, som bruger meget tid på at gå på opdagelse i omegnen. Her møder han en mystisk hejre, som virker meget interesseret i ham og viser sig at kunne tale. Den fortæller ham, at hans mor er i live og at den kan føre ham til hende; noget som drengen naturligvis er ret skeptisk over for, især fordi hejren er temmelig creepy. I et afsides hjørne af ejendommen opdager Mahito en stor, forfalden og aflukket bygning, som han får at vide blev bygget af hans mors grandonkel, en genial og til sidst gal arkitekt, som forsvandt kort  efter at bygningen blev færdig.

Så er spillebrikkerne lagt til en eventyrlig rejse, som fører Mahito til et mærkeligt og magisk land. Jeg vil ikke afsløre for meget om hvad der sker der, blot sige at landet er mere dystert og symbolmættet end noget vi før har set fra Miyazaki, blandt andet med tydelig inspiration fra den schweiziske symbolistiske maler Arnold Böcklin. På trods af alt det dystre er der dog stadig plads til Miyazakis karakteristiske humor og glæde over natur, drivende skyer og klassiske håndværkstraditioner, men det er ikke udpræget en børnefilm. Visuelt kan man genkende elementer ikke bare fra ældre Miyazaki-film, men også fra vestlige film. Jeg synes fx jeg fandt en del slægtskab med Terry Gilliams forunderlige og mærkelige eventyrfilm. 

Fortællemæssigt giver filmen sig god tid, bortset fra visse passager mod enden, hvor tingene sker ret hurtigt og man enkelte gange føler at der mangler en mellemregning, Måske var Miyazaki utålmodig med at få færdiggjort filmen, hvis produktion begyndte allerede i 2017, men blev forsinket både af corona-epidemien og Miyazakis eget langsommere arbejdstempo. Dette til trods, er Drengen og hejren en formidabel film, som gentager Miyazakis ofte brugte tema med unge mennesker kastet ud i voldsomme begivenheder, som de håndterer med gåpåmod og en visdom ukarakteristisk for deres alder. Eller er visdommen i virkeligheden så ukarakteristisk for børn? Miyazaki synes selv at børn, som endnu ikke er blevet knækket af de voksnes kynisme og mistede uskyld, er mere klarsynede end disse og ser ting som de virkelig er, ufiltreret af facader, moral og fordomme.

Filmens rammefortælling trækker meget på Miyazakis egen opvækst. Hans familie måtte flygte fra byen Utsunomiya da denne blev bombet i 1945, og den dengang 4-årige Miyazakis tidlige minder er præget af bomber og brand. Hans far bestyrede sin bror fabrik, der fremstillede flydele,  og hans mor var meget syg da han var barn og indlagt på hospital i flere år – utvivlsomt også inspirationen til den lignende situation i Min nabo Totoro. Moderen levede dog til en alder af 72 og var en intellektuel og viljestærk kvinde, som stillede spørgsmål til sociale normer og inspirerede til flere af Miyazakis unge kvindefigurer. Filmens japanske titel kan oversættes til Hvordan lever du?, som også er titlen på en opbyggeiig og filosofisk roman for børn fra 1937, som Mahito i filmen får af sin mor. Der er ellers ingen lighed mellem bogens og filmens plot, bortset fra nogle ligheder mellem begges unge hovedpersoner. Måske ønsker Miyazaki af filmen vil inspirere kommende generationer af unge på samme måde som han selv blev inspireret af bogen.

Drengen og hejren er nok ikke Miyazakis allerbedste film. Animationen er ikke helt så detaljeret som vi er vant til fra Miyazaki, med mere stillestående (om end flotte) baggrunde, og som nævnt sker tingene lidt for hurtigt til sidst. Til gengæld er den måske hans mest interessante med sine temaer om død, længsel og personlig vækst. Til forskel fra Miyazakis tidligere unge hovedpersoner er Mahito ikke fra starten viljestærk og målrettet, men vokser  via sine oplevelser og interaktion med personer i den drømmeverden, han kommer til – personer som har fællestræk med nogle fra hans virkelige verden, lidt ligesom i filmudgaven af Troldmanden fra Oz fra 1939, som Miyazaki givetvist har set i en ung alder og er blevet påvirket af. Dette coming of age-tema giver filmen et ekstra lag af dybde (om end Miyazakis film generelt ikke mangler dybde, til forskel fra de mere ligetil Disney-film, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er helte og hvem der er skurke). Jeg gætter på at det er en film, som vokser ved at blive set igen (og igen), og jeg agter i hvert fald at erhverve den på Blu-ray, så jeg ikke er afhængig af streamingtjenesternes omskiftelige udbud.