Godzilla Minus One (2023)

Godzilla Minus One er lavet i forbindelse med 70 års-jubilæet næste år for den oprindelige Gojira (1954), der præsenterede biografgængerne for et af filmhistoriens absolut kendteste kæmpemonstre, som i resten af verden blev kendt som Godzilla. Figuren blev et (tør man sige det) monsterhit, og i de efterfølgende år er det blevet til ikke mindre end 33 japanske film (inklusive denne) og 5 amerikanske film, om end mange filmbuffs (inklusive Jakob Stegelmann) kun regner de15 film fra den første serie, 1954-1975, som ‘rigtige’ Godzilla-film. Gojira regnes som forfader til kaiju-genren, hvor kæmpemonstre hærger storbyer, med Tokyo som det foretrukne mål (blandt ikke-japanske eksempler kan nævnes de amerikanske Pacific Rim-film og den danske Reptilicus). I følgende film måtte Godzilla slås mod andre kæmpemonstre såsom Mothra, Rodan, King Ghidorah, Mechagodzilla og (selvfølgelig) King Kong, det oprindelige kæmpemonstre; først i King Kong vs. Godzilla (1962) og senest i den amerikanske film Godzilla vs. Kong (2021), som får en opfølger i 2024. Godzilla blev efterhånden en slags beskytter af Tokyo, som stoppede andre monstres angreb på storbyen.

Godzilla Minus One er et remake af Gojira, om end en del detaljer er lavet om. Bevaret er dog den oprindelige films antikrigstema, som træder endnu tydeligere frem i den nye film. Vores helt/antihelt er den unge jagerpiiot Koichi Shikishima (Ryunosuke Kamiki), som vi bliver introduceret for nær slutningen af Anden Verdenskrig. Koichi er kamikazepilot, men afbryder sin mission for at få repareret sit fly på et flyværksted på den lille stillehavsø Odo. Om natten bliver værkstedet angrebet af et dinosaurlignende væsen fra havet, som de lokale kalder Gojira. Koichi bliver beordret ombord på sit parkerede fly, hvis kraftige maskingevær er det eneste, som har en chance for at dræbe monstret. Men da han får chancen, slår hans nerver klik, og han kan ikke skyde. Gojira angriber dernæst soldaterne på øen, mens Koichi søger at redde sig selv. Den eneste anden overlevende er øens ledende flymekaniker, som giver Koichi skylden for sine kollegers død (om end en soldat, som i nervøsitet affyrer sit våben mod ordre nok også bærer en del af skylden). Koichi overlever krigen og får i et krigshærget Tokyo skabt en sammenbragt familie med den unge pige Noriko (Minami Hamabe) og det lille barn Akiko, der begge ligesom Koichi er blevet gjort forældreløse af krigen. Koichi kunne få et lykkeligt liv med de to, hvis han ikke var tynget af skyld; en skyld som driver ham til at acceptere det farlige job at fjerne havminer efter krigen. Under en mission møder han igen monstret fra Odo, som i mellemtiden er blevet muteret og stærkt forstørret af strålingen fra fra test af brintbomber i Bikini-atollen og nu er blevet den Godzilla vi kender fra de gamle film. Koichi overlever mødet, men monstret har kurs mod Tokyo, hvor hans nye famille bor.

Vi får så den obligatoriske scene, hvor en ustoppelig Godzilla hærger Tokyo med tusindvis af dødsfald og massive ødelæggelser til følge. Det japanske militær. som er under afvikling efter krigen, har ingen våben der kan stoppe uhyret, og det amerikanske militær tør ikke gribe ind for ikke at provokere Sovjetunionen. Men en lille gruppe civile udvikler en desperat plan, som måske kan stoppe Godzilla. Planen har brug for en dygtig jagerpilot, og Koichi melder sig i håb om at gøre gengæld for sin tidligere brist – hvis han havde handlet dengang, var Godzilla måske aldrig blevet til. Det bliver til en spændende finale, der er båret mere af persondrama og menneskelige skæbner end af superdetaljerede CGI-effekter (om end vi ikke slipper helt for dem). Slutningen er som den skal være – måske en smule forudsigelig, men den virker. Det samme gør epilogen, der antyder at Godzilla kan vende tilbage. Om det sker, som i den oprindelige filmserie, eller ikke, som for Reptilicus, er sådan set underordnet, for filmen står under alle omstændigheder fint alene.

Antikrigstemaet er som sagt bærende i Godzilla Minus One. En bifigur harcelerer over at den japanske stat under krigen ikke bekymrede sig om soldaternes sikkerhed: Krigsskibene var ikke pansrede nok, jagerflyene havde ikke katapultsæder, forsyningerne af mad var mangelfulde at soldater døde af sult, og det hele kulminerede i kamikaze-ordningen, hvor overordnede bag deres skriveborde befalede menige at foretage selvmordsangreb – en skæbne som Koichi var udset til. Derfor er planen, der skal stoppe Godzilla, hverken militær eller statslig, men rent civil, og målet er at få nedkæmpet monstret uden unødigt at risikere de involveredes liv.

Gojira, Godzilla Minus One og hundredvis af andre film, romaner og tegneserier er født af nogle ar i den japanske folkesjæl, hvor traumatiske masseødelæggelser fylder meget. Atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki mod slutningen af Anden Verdenskrig er selvfølgelig oplagte eksempler, men af lige så stor betydning er Kanto-jordskælvet i 1923, som afførte ildstorme og en ildtornado og dræbte anslået 142,000 mennesker; samme størrelsesorden som atombombningerne tilsammen. Dette jordskælv ses blandt andet i Hayao Miyazakis tegnefilm Når vinden rejser sig fra 2013. I kaiju-genren gives de ødelæggende kræfter en konkret skikkelse, der kan bekæmpes, og det giver håb om at lignende fremtidige ødelæggelser kan forhindres – metaforer for for eksempel nedrustning af atomvåben – men advarer samtidig om at politisk korruption og manglende vilje til at handle kan være hæmsko for at forhindre gentagelser. I Godzilla Minus One ses dette blandt andet ved at den japanske regering holder viden om Godzillas eksistens hemmelig og nægter at evakuere Tokyo før det er for sent, “for ikke at skabe uro og kaos”. Dette kan også ses som en metafor for regeringers manglende vilje til at gøre en tilstrækkelig indsats for at forhindre global opvarmning – men det er kun én mulig læsning. Som så ofte i fortællinger i den fantastiske genre er fortolkningen i høj grad overladt til modtageren, som dermed ikke får en holdning presset ned over hovedet. Handler Game of Thrones i virkeligheden om klimaforandringer (“Winter is coming”) eller om noget helt andet? Døm selv. Temaet med en sammenbragt familie (“found family”) er også ofte også set i japansk kultur, måske fordi den slags ofte er opstået efter katastrofer som de ovennævnte. Kendte eksempler er tegnefilmen Tokyo Godfathers og manga/anime-serien One Piece.

Til presseforestillingen, jeg så, havde filmen engelsksprogede undertekster. Jeg kan derfor af gode grunde ikke bedømme kvaliteten af de danske, som pressematerialet lover. Men uanset om filmen er med danske eller engelske undertekster – eller helt uden – kan jeg stærkt anbefale at se den, uanset om man er fan af Godzilla eller kaiju-film i almindelighed. Billedsproget er stærkt og formidler dramaet godt nok til at man vil kunne forstå det selv uden tekst og lyd – men det ville være synd, for lydsiden er faktisk rigtig god, blandt andet en effektfuld nyfortolkning af det oprindelige Gojira-tema.