"Hvis jeg nu laver en langt, varm Hollywood-hyldest, må jeg så også lave noget nyt?" spurgte Sugar-forfatter og producer Mark Protosevich.

"Hvis hyldesten er rigtig lang og rigtig grundig... Så må du godt," sagde pengemændene.

Og sådan blev det.

Hollywood og film noirs hyldes meget, meget grundigt i mange timer før fortøjningerne kappes og historien stiger til vejrs. Eller, hvis man er lidt mere knotten, finder lidt anderledes indpakning til seriens resterende kliche-fremvisning og reference-parade.

Af nogenlunde gode træk: fine (og pæne) skuespillere, fint tøj, luksus, gangbart krimi-plot, den allestedsnærværende klassiske sportsvogn med benzinmotor og speed-fu.

Speed-fu? Jo, når hovedperson Sugar slår på tæven, sker det overmenneskeligt hurtig og præcist, og er faktisk godt optaget. Speed-fu er lidt i familie med den chip-fu hovedpersonen i Upgrade bedriver og den wick-fu hovedpersonen i John Wick-serien leverer så meget af.

Suger forsøger noget nyt, men er ikke helt menneskelig nok til at man kan forelske sig i den.