IF: Fantasivenner (2024)

Filmen er både skrevet og iscenesat af John Krasinski, der også selv spiller med. Som instruktør har han tidligere imponeret os med 'A Quiet Place' og 'A Quiet Place 2', men denne gang har han begivet sig ud, hvor han ikke kan bunde. Filmen er flot og stjernespækket, men sætter sig mellem to stole, hvad målgruppen angår.

Det er ikke en film for børn. I de første 10 minutter præsenteres vi for en deprimerende række flashbacks, hvor vi finder ud af, at moderen til den 12-årige hovedperson (Cailey Fleming) er død af kræft, og at faderen (John Krasinski) er hospitalsindlagt med noget, der beskrives som "knust hjerte", og at han skal opereres en af dagene. 

Det er heller ikke en film for voksne. Jo, måske i starten, hvor vi bades i socialrealisme, men da det hele senere forvandles til et Pixar-ripoff, vil de voksne formentlig se på uret.

Pixar-plagiatet springer til live, da pigen begynder at se en masse unikt udseende væsener omkring sig og finder ud af, at det er de fantasivenner, som alle er vokset op med og har glemt. Sammen med Cal (Ryan Reynolds), som også kan se disse væsener, begiver hun sig ud på en rejse for at genskabe forbindelsen mellem fantasivennerne og deres mennesker, som er blevet voksne og har glemt dem. 

God idé? Måske, men den bliver tabt på gulvet, især hvis man sammenligner "If" med andre film om imaginære væsener såsom 'Mig og Bogart', 'Jojo Rabbit' eller 'Harvey'. Krasinskis fantasivenner er nemlig ikke skøre og spøjse legekammerater, men dybt deprimerede psykiatriske tilfælde, som længes efter tabt kærlighed.

Det bliver ikke bedre af, at handlingen stritter i alle retninger med alt for lange og overflødige scener, og at de første to tredjedele af filmen rent ud sagt er dødkedelige. Krasinski har formentlig haft fuld kontrol over filmen og været sin egen script doctor, og det kan ses. Ligesom Quentin Tarantino har han åbenbart nået det punkt, hvor han tror, han kan gå på vandet uden hjælp.

Den sidste tredjedel er klart den bedste og mest interessante, hvor slutningen byder på en "overraskelse", som de fleste dog formentlig vil have gættet undervejs.

Anmeldelse: A Quiet Place

4 ud af 5 høreapparater. En af årets bedste gysere med en god og original historie. Vi befinder os i et postapokalyptisk samfund, men får ikke på noget tidspunkt at vide, hvad der egentlig er sket, og det er også ret ligegyldigt. Verden er brudt sammen, og...

Anmeldelse: A Quiet Place 2

3½ ud af 5 blinde uhyrer. Efter en kort introduktion, som fortæller forhistorien, fortsætter beretningen fra 1'eren, og det er stadig velproduceret og spændende, men alt i alt blot stribevis af gentagelser. Familiefaderen, som døde i 1'eren, er blevet...