Alien: Romulus (2024)

Fede Alvarez, som fik mig ud på kanten af sædet med 'Don't Breathe', imponerer igen med 'Alien: Romulus', der på en tidslinje ligger et sted mellem 'Alien' og 'Aliens'. 

Alvarez' film er forrygende god underholdning, der vil begejstre alle seriens fans. Instruktøren, som også er medforfatter, har hentet inspiration og scenografi fra stort set alle andre film i serien. Der er easter eggs hvert andet minut, både hvad billeder, lyd og dialog angår.

En gruppe unge mennesker, der vil væk fra den trøstesløse mineplanet, hvor de er født og opvokset, besøger en vildfaren rumstation, der er drevet ind i deres solsystem. Planen er at få fat i nogle dvalekapsler, der kan holde dem i live på den ni år lange rejse til det nærmeste nabosolsystem.

De opdager hurtigt, at rumstationen ser ud til at være raseret indefra, før de finder kapslerne ... og noget andet. Man skal nok være meget tungnem for ikke at kunne regne ud, hvad det er. 

Ja, du gættede rigtigt. Rumstationen vrimler med facehuggers, den første fase i xenomorfernes cyklus ─ dem, der klynger sig fast til et ansigt og lægger kimen til den voksne alien i ofrets krop.

De to unge hovedpersoner, kvinden Rain (Cailee Spaeny) og hendes adoptivbror, androiden Andy (David Jonsson) er perfekt castet og spiller begge fremragende. De øvrige medvirkende spiller også godt, men er stort set kun med som 'kanonføde'. 

Der er fuld gang i den hele vejen igennem. Alvarez har fin sans for både nervepirrende suspense og hæsblæsende action, og man keder sig bestemt ikke på noget tidspunkt i den to timer lange film. Og det er ikke ren fanservice, for selv om Alvarez har stjålet med arme, ben og hengivenhed fra de tidligere film, har han selv et par originale tilføjelser: En metode til at gøre sig 'usynlig' for facehuggerne, samt en metode til at forhindre xenomorfernes syreholdige blod i at ætse hul i rumstationens skrog.

Bortset fra treeren, som jeg er lidt loren ved, synes jeg rigtig godt om alle franchisens seks bidrag, også den forkætrede 'Resurrection', som jeg hadede første gang, men er kommet til at sætte stor pris på efter flere gensyn. Dens indflydelse ses især i slutningen. Læs mere herom i spøjlerfeltet.

Anmeldelse: Don't Breathe

4 ud af 5 pipetter med tyremælk. Velproduceret thriller om et hjemmerøveri, der ikke lige går som forventet. Fed suspense, gode overraskelser, masser af billige gys og mindst ti uventede slutninger.