Filmen begynder med, at den hengivne far Cooper Adams (Josh Hartnett) tager sin teenagedatter Riley (Ariel Donoghue) med til en koncert med hendes yndlingspopstjerne, Lady Raven (Saleka Shyamalan, instruktørens datter). Koncertsalen er fyldt med hvinende piger og deres knap så begejstrede forældre, men Cooper ser ud til at være oprigtigt glad for at hygge sig med sin datter.

Der er bare én hage: Cooper lever to liv. I det ene er han familiefar og ægtemand, men i andet er han en grusom seriemorder kaldet 'Slagteren' med en lang række ofre på samvittigheden. Politiet har fået nys om, at Slagteren vil være til stede under koncerten, og sammen med FBI-profileren Josephine Grant (Hayley Mills) har de lagt en fælde for at pågribe ham. Det bliver starten på en spændende katten-efter-musen-leg, hvor Cooper må udtænke en måde at undslippe dem på uden at vække sin datters mistanke om, at der er noget galt.

Giver det nogen mening, at FBI ville bruge en koncert med et teenageidol à la Taylor Swift som fælde for en farlig seriemorder? Næppe. Er det vildt usandsynligt, at skurken tilfældigvis finder et adgangskort i lommen på et lånt forklæde, da politiet beder om at se det? Også i den grad.

Men det betyder intet her, for inden vi når så langt, har Shyamalan allerede fået os så meget over på Coopers side ved hjælp af Hartness' charme og faderlige omsorg, at vi glemmer monsteret bag hans tilforladelige facade og gerne tilgiver små huller i handlingen. Den hitchcockske suspense vokser og vokser og holder hele første halvdel af filmen ... hvorefter den begynder at falde fra hinanden, da den legesyge Shyamalan bliver ved med at overdænge sin hovedperson med umulige problemer, som det bliver mere og mere håbløst for ham at slippe ud af. 

Jeg skal ikke røbe, hvordan det hele ender, men jeg må indrømme, at jeg på trods af plothuller og usandsynligheder fandt filmen ekstremt underholdende. 

Ideen er original, Saleka Shyamalans hjemmekomponerede sange og sceneoptræden imponerer, og takket være Hartnetts veloplagte præstation, der nok er hans hidtil bedste (og i hvert fald mest usædvanlige), glemmer man helt, hvor langt ude historien faktisk er.