Hjortestien (2023)

I en bjergrig egn ogle timers kørsel fra Tokyo ligger den lille by Mizubiki omgivet af udbredte skove. Her er luften klar, og den lokale restaurant får bragt vand fra en særligt ren kilde i nærheden. I skoven et stykke fra byen bor Takumi alene med sin otteårige datter Hana i en hytte, hvor opvarmning sker med brænde, som Takumi selv saver og hugger. Han har god forstand på skovens dyr, planter og farlige elementer, og han deler gerne sin viden med datteren og vennerne i lokalområdet.

Der er indkaldt til borgermøde af et firma, som har planlagt at bygge en glampingplads ('glamping' = glamorøs camping) i skoven. Lokalbeboerne er en del rimelige bekymringer: Har pladsens septiktank kapacitet til at håndtere de mange campister, og kan den forurene kildevandet? Vil bål og grill på pladsen øge risikoen for skovbrand? Er der tilstrækkeligt med bemanding på pladsen til at håndtere gæsterne? Hvad med den hjortesti, der går gennem området? De to udsendte, Takahashi og Mayzumi, forstår deres bekymringer, men da de efterfølgende har møde med deres direktør og mellemleder, får de besked på at projektet hverken må forsinkes eller fordyres, så det er kun meget få af de lokales krav, der kan imødekommes. De to tager derfor ud til Mizubiki for at overtale Takumi til at rådgive dem, måske ligefrem bestyre glampingpladsen.

Scenen er således sat til en traditionel fortælling om konflikten mellem naturbeskyttelse og profitmaksimering - men så sker der noget uventet, der drejer historien en helt anden vej. Er filmens egentlige konflikt den forventelige, eller handler det om noget helt andet? Det uventede tager efterhånden en bizar drejning, og så (se spøjler, hvis du vil vide det).

Filmens slutning lægger i høj grad op til fortolkning, for hovedpersonernes motiver til de ting, de gør, og hvilke konsekvenser det får, står hen i det uvisse. Måske skal forklaringen findes i den sætning, som indleder filmen; "Evil does not exist". På trods af at naturen ofte kan være grusom, ligger der ingen ondskab bag. Ondskab er et menneskeligt  begreb, og det som nogle ser som ondt, ser andre som nødvendigt. Er denne relativisering eller ligefrem opløsning af ondskab filmens egentlige tema? Måske, måske ikke.

Her er tale om slow cinema, hvor tingene sker i et sindigt tempo, ledsaget af smukke og barske naturscenerier og stemningsfuld minimalmusik. Filmen var nomineret til Guldløven i Venedig Film Festival 2023 og vandt Grand Jury Prize, og den har været nomineret til flere andre store filmpriser og vandt prisen for bedste film på London Film Festival. Jeg har ikke set andre af Instruktørens film, men hans tre timer lange Drive My Car (2021) vandt en Bodil herhjemme og var nomineret til hele fire oscars og vandt prisen for bedste internationale film, og hans japanske fortællinger fra samme år har også opnået international succes. Selvom jeg godt kunne lide Hjortestien, trods den flertydige slutning, er filmen nok ikke for alle. Nogle vil sikkert finde den for langsom, mens andre vil blive frustreret over slutningen. Vi er i hvert fald langt fra polerede Hollywood-produktioner med tydelige temaer og klart afrundede narrativer. Men det kan også være forfriskende.