No Time to Die (2021)

No Time to Die er Daniel Craigs femte og sidste Bond-film, og den afrunder historien om i hvert fald den udgave af James Bond. Der er ikke lagt op til fortsættelser, men der er rygter om et nyt reboot (ligesom Bond-filmene med Craig i sig selv var et reboot mere end fortsættelser af de tidligere).

I den foregående film, Spectre, så vi Bond bekæmpe Blofelds legendariske skurkeorganisation og måtte sige farvel til Jesper Christensens Mr. White, som ellers har spøgt i baggrunden i de tidligere Bond-film med Craig i titelrollen. I Spectre fandt Bond sammen med Whites datter Madeleine (Lea Seydoux) og trak sig tilbage som agent, formodet død. Men som bekendt er reel tilbagetrækning som hemmelig agent ikke en mulighed, og snart bliver Bond angrebet af Spectre, øjensynligt forrådt af Madeleine. Han går igen under jorden, men bliver fundet og via kontaktet af både M fra MI6 og Felix Leiter fra CIA. En farlig nanovirus er stjålet fra et tophemmeligt laboratorium, og forskeren bagved (spillet af David Dencik) forsvinder sammen med virussen. Det specielle med denne nanovirus er ar den kan skræddersyes til kun at dræbe folk med bestemte gener - individer, familier eller ligefrem etniciteter - og sådan noget er der selvfølgelig mange, som gerne vil have fat i. Skurken bag det hele, LuitciferSafin (Lucifer Satan?), spillet afdæmpet dæmonisk af Rami Malek, har en gammel forbindelse til Madeleine, og Bond må genforene og samarbejde med hende, selvom han ikke stoler på hende.

I klassisk Bond-stil holder skurken til i et underjordisk anlæg på en afsides liggende ø, hvor det store opgør skal finde sted. I det hele taget har filmen en hel del callbacks til tidligere Bond-film, meget passende tor en film, der afslutter serien - i hvert fald indtil næste reboot, som ifølge nogle rygter vil tage figuren tilbage til 1960'ernes kolde krig (meget passende, givet nutidens kolde krig mellem Vesten og Putins Rusland). Der er selvfølgelig smæk for skillingen og en mængde tvists undervejs, som ikke gør tingene lettere for Bond. Trods filmens to timer og tre kvarter, føles den ikke på noget tidspunkt langtrukken, men den byder heller ikke på noget banebrydende eller rigtigt uventet, måske bortset fra slutningen (se spøjler).

James Bond har formået at holde sig i toppen af filmserier med ikke færre end 25 film i hovedserien og to ved siden af. Langtidsholdbarheden kan givetvis tilskrives producenternes evne til at forme filmene efter tidsånden, fra de humoristiske spændingsfilm med Sean Connery i 1960'erne  over Roger Moores mere fjollede film i 1970'erne og '80'erne til Pierce Brosnans kulørte actionfilm fra '90'erne og endelig Craigs mere seriøse udgave af Bond, uden ret mange gadgets og nærmest tørskrabet for humor. Det bliver spændende (eller ikke...) at se hvordan Bond bliver genopfundet til en tid præget af internationale konflikter, klimaforandringer, mere mudrede venne- og fjendebilleder og stadig mere ekstrem politisk og økonomisk polarisering. Bliver det en nostalgisk retro-Bond eller en mere moderne 'woke' Bond (der har været rygter om en sort Bond og en kvindelig Bond)? Kommer den næste film til at hedde In His Majesty's Secret Service, eller er tiden løbet fra agenter, der repræsenterer en nation?