Black Bag (2025)

Steven Soderberghs nyeste film, som han i øvrigt også selv har fotograferet og klippet, er et møde mellem John Le Carré og Agatha Christie i en spion-whodunit med masser af snak og en macguffin ved navn Severus, en computerorm, der kan infiltrere atomvåben. Det, det i virkeligheden handler om, er at finde en forræder i en lukket kreds af britiske efterretnings-pinger bestående af blandt andre Pierce Brosnan, Michael Fassbender, Cate Blanchett og Naomie Harris.

Jeg så frem til at se Fassbender og Blanchett sammen, men kemien mellem ægteparret George og Kathryn, der angiveligt er villige til at begå mord for hinanden, udebliver. Det er dog langt hen ad vejen manuskriptets skyld, for forfatteren David Koepp, der ellers har titler som 'Mission Impossible' 'Jurassic Park' og 'Panic Room' på cv'et, har så travlt med at servere cool, sofistikeret dialog, at han glemmer at skære handlingen ud i pap og udvikle sine personer. Man skal halvvejs ind i filmen, før man helt fatter, hvad den handler om, og lærer at dechifrere efterretningsmiljøets kodesprog. Titlens 'Black Bag' er eksempelvis MI6-lingo for "Så hemmeligt, at selv din ægtefælle ikke må vide det".

Jeg synes, filmen var småkedelig og så ucinematisk, at den uden større problemer kunne omskrives til intimteater, men den vil formentlig blive modtaget som god underholdning af Harry Palmer- og George Smiley-fans, der foretrækker hornbriller og pseudointellektuel sniksnak frem for gejl og ramasjang.