Fortsættelsen af Min fars store dag.

Alt ånder endnu nær-Biedermeier-idyl i bjergene i Provence. Solen skinner, gamle venner samles. Mors helbred er ikke det bedste, men man kan jo håbe og - hvis man er Oncle Jules - bede.

Marcel møder en ung, smuk pige og bliver aldeles forgabt i hende. Alle hendes urimeligheder til trods. Også den historie balancerer smukt mellem komedie og tragedie.

Det er igen vidunderligt at se en film, der antyder i stedet for at telegrafere.

I Min mors slot er der måske en rig mand, der er god ved familien, fordi mor er pisselækker. Men det er så subtilt, at man kan komme i tvivl og diskutere det. Det er noget af en kontrast til Hollywood-film hvor alles motivationer som regel er forklaret supergrundigt for læsesvage.

Skuespillerne klarer det fint og er man Grand/Gloria-segmentet, skal man bestemt ikke snyde sig selv eller børnene.

De kan, trods alt, nok tåle at høre Marcel sige:

Sådan er menneskelivet. Stunder af lykke, udvisket af dyb sorg. Det behøver man ikke fortælle børnene.

Bøgerne kan lånes på biblioteket. og man kan se en moderne, og noget kortere udgave af de to film/fire bøger som Min sommer i Provence.

Anmeldelse: Min fars store dag

4½ ud af 5 ubøjelige idealister. "Yves Robert har filmatiseret Marcel Pagnols solbeskinnede barndomserindringer fra Provence og det er der blevet et par vidunderlige film ud af" sagde Ole Michelsen cirka, engang i 1991. Goodfellas, Die Hard, Total Recall,...

Biedermeier - Wikipedia, den frie encyklopædi

Anmeldelse: Min sommer i Provence

4 ud af 5 inspirationsforstærkere. Endnu et forsøg på at fange Marcel Pagnols bandomserindringer på film. Nu med den halve spilletid af 1990-filmene og mere blæs på handlingen. Det er dog stadig en langsom omgang og slet ikke noget for action-junkier. Far er...