Endnu et forsøg på at fange Marcel Pagnols bandomserindringer på film. Nu med den halve spilletid af 1990-filmene og mere blæs på handlingen.

Det er dog stadig en langsom omgang og slet ikke noget for action-junkier.

Far er blevet lidt mindre stejl, Oncle Jules er blevet lidt mindre rund, og der er  et par optrin fra bøgerne, man ikke så i 1990-filmene.

Blandt andet nogle meget milde og subtile (jalousi)dramaer udløst af hhv. den nydelige og imødekommende bagerjomfru nede i byen, og kvindernes deltagelse i suffragettebevægelsens møder.

Men ellers er alt, som det skal være.

Solen skinner, maden smager. Det evigt kvindelige drager os opad. Verden udforskes, og der er ikke en pistol i sigte.

Man bør dog hellere bruge over tre timer på de gamle film. De sætter sig bedre, og lav hastighed er netop en dyd i disse barndomsfortællinger.

Anmeldelse: Min fars store dag

4½ ud af 5 ubøjelige idealister. "Yves Robert har filmatiseret Marcel Pagnols solbeskinnede barndomserindringer fra Provence og det er der blevet et par vidunderlige film ud af" sagde Ole Michelsen cirka, engang i 1991. Goodfellas, Die Hard, Total Recall,...