'The Long Walk' er filmatiseringen af Stephen Kings dystopiske roman, og på papiret burde den fungere: en dødbringende konkurrence, hvor en gruppe unge mænd må blive ved med at gå, uden pause, til kun én står tilbage. Hvis de sætter farten ned – bare et øjeblik – får de en advarsel, og efter tre advarsler bliver de skudt på stedet. Det er en historie om udholdenhed, desperation og det menneskelige behov for mening i en meningsløs verden. Filmen følger deltagerne gennem det øde landskab, mens skridtene bliver tungere, og samtalerne langsomt forvandler sig til et ekko af udmattelse.

Bag det hele ligger et samfund, hvor vold er blevet til offentlig underholdning, og hvor magten holder befolkningen fanget med brød og skuespil. Men i modsætning til 'The Running Man', hvor det hele er skruet op som et grotesk tv-show, er 'The Long Walk' langt mere afdæmpet. Her er der ingen konfetti, ingen kommentatorer, ingen ironisk distance – bare stilhed, sved og død på landevejen. I bogen fungerer den forskel som en isnende pointe: volden er ikke længere et show, men hverdag. I filmen drukner den kontrast desværre, fordi selve samfundsbaggrunden kun anes i glimt.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg er skuffet. Tempoet er tungt, og hvor bogen bygger sin styrke på Kings evne til at lade sproget kredse om det uundgåelige, bliver filmen alt for ensformig. Den visuelle idé – en uendelig vandring i det samme, trøstesløse landskab – er egentlig flot tænkt og teknisk veludført, men den kan ikke bære hele filmen alene. Det, der i bogen føltes som et psykologisk mareridt, bliver på lærredet til noget nærmest stillestående.

Den umotiverede ændring af bogens slutning gør det bestemt ikke bedre. Der er glimt af noget stærkt undervejs – især i de få øjeblikke, hvor personerne får lov at vise frygt, trods og kammeratskab midt i det meningsløse. Men det sker for sjældent, og de fleste deltagere forbliver flade figurer uden historie. Når de falder, mærker man det knap.