Filmen skildrer et kompliceret parforhold, der befinder sig midt i konflikten mellem systemet og en revolutionær gruppe. Bob (Leonardo DiCaprio) er aktiv i oprøret, men ender som nedslidt stofmisbruger uden retning – bortset fra en stærk tilknytning til sin 16-årige datter. Moderen forsøger at skabe et liv uden ham og uden den politiske arv, der har ødelagt alt omkring dem. Datteren bliver fanget mellem forældrenes brud og en eskalerende magtkamp mellem staten og oprørerne.

Filmens skurk, Steven Lockjaw (Sean Penn), er på papiret systemets hårde mand, men han er samtidig personligt viklet ind i familiens dynamik og i flere af de centrale relationer. Det gør ham ikke blødere, men det tilføjer en privat akse til hans autoritære rolle, hvilket filmen dog aldrig udfolder særligt dybt.

Strukturen bygger på en serie eskalerende konfrontationer: politiaktioner, oprørshandlinger, gengældelse. Det er ydre begivenheder, der driver handlingen – ikke psykologisk udvikling. Filmen lever af tempoet, men mangler substans under overfladen.

Det er en rigtig god film, men den ligger tættere på en traditionel Hollywood-actionbasker end på Andersons mere udfordrende arbejder. Det, der hæver den, er skuespillet. Ensemblet giver historien mere tyngde, end manuskriptet egentlig giver plads til. En ting, der forvirrer totalt, er den ydre lighed mellem pigens mor, Perfidia (Teyana Taylor) og Deandra (Regina Hall), der senere træder hjælpende til. Casting og styling ligger meget tæt her. Samme hårtype, samme farvevalg, samme tone. Filmen gør intet aktivt for at tydeliggøre forskellen. Det er et instruktionsvalg, der forstærker kaosfornemmelsen, men det skaber også unødig uklarhed for publikum – en effekt, som Anderson også brugte i 'There Will Be Blood', hvor Paul Dano (måske) spillede to forskellige roller.

Visuelt er 'One Battle after Another' kompetent, men uden den særprægede stilbevidsthed og karakterdybde, der præger mesterværker som 'Magnolia', 'The Master', 'The Phantom Thread' og 'There Will Be Blood'. Hypen omkring filmen er efter min mening ude af proportioner med dens faktiske ambition og gennemslag.

Vellavet, velspillet, men ikke blandt Andersons bedste.