'The Great Escape', som blev skabt med sikker hånd og tørt, intelligent overskud af John Sturges i starten af tresserne, har vist sig bemærkelsesværdigt modstandsdygtig over for tidens slid. Den står stadig som en bredt favnende klassiker: underholdende, spændingsmættet og båret af et fantastisk ensemble, der giver filmen både rytme og varme. Udgangspunktet er historiske begivenheder fra 1944, hvor allierede krigsfanger planlagde og gennemførte en koordineret flugt fra en tysk krigsfangelejr. Der er godt nok en håndfuld amerikanere med her, selv om fangerne i virkelighedens Stalag Luft III udelukkende var briter, men filmen er produceret i USA til et hjemligt publikum, og resultatet er hamrende effektivt uden på nogen måde at forringe den britiske indsats og dominans.

Vi følger fangerne fra ankomsten til lejren frem mod den uundgåelige klimaks, og ingen i ensemblet falder igennem. Sturges’ stramme instruktion, som længe har været undervurderet, fungerer perfekt. Realistiske kulisser flettes sammen med Elmer Bernsteins ikoniske musik, så filmen konstant er i bevægelse. Den lette, drilske humor balanceres af en vedvarende spænding og kulminerer i en realistisk slutning, der gør filmen til et episk hollywoodhøjdepunkt.

Manuskriptet, skrevet af James Clavell og W. R. Burnett, bygger på en bog af Paul Brickhill, der selv var fange i Stalag Luft III. Sturges var længe besat af historien og brugte mere end ti år på at få projektet realiseret. Succesen med 'The Magnificent Seven' (1960) gav ham endelig den nødvendige opbakning, og resultatet har siden formået at engagere nye generationer.

Rollelisten er imponerende: Steve McQueen, Richard Attenborough, Charles Bronson, Donald Pleasance, James Coburn, James Garner med flere. Filmen var i høj grad med til at fremme McQueens spirende stjernestatus. Det er uden diskussion en af hans bedste præstationer.

Da jeg så den som teenager midt i tresserne, var det 'en rigtig drengefilm'. Det er den stadig, men bestemt også en voksen og engagerende film, hvor handlekraft, spænding og følelsesmæssig tyngde hænger sammen. Et klassisk eksempel på, hvordan solid instruktion og præcist ensemblearbejde kan løfte en god fortælling langt ud over sin genre.