Jeg havde egentlig ventet noget højtideligt artsy-fartsy bullshit, for instruktøren er Julian Schnabel, og når kunstmalere laver film om Dante, kan man høre alarmklokkerne bimle. Men 'In the Hand of Dante' er faktisk langt bedre, end den har ret til at være, ikke som en film om Dante, men som en beskidt, mærkelig, sort-hvid gangsterfilm om litteratur, grådighed og et manuskript, der måske er for godt til at være sandt.

Oscar Isaac spiller Nick Tosches, forfatter og Dante-kender, som bliver trukket ind i en sag om et håndskrevet eksemplar af 'Den guddommelige komedie'. Ikke bare en gammel kopi, men selve Dantes original, påstås det. En gangsterboss, spillet af John Malkovich, vil have Tosches til at godkende manuskriptet, så det kan sælges for et svimlende beløb. Det lyder som en litterær Dan Brown-fælde, men historien er heldigvis mere kringlet end som så.

Filmens bedste del foregår i begyndelsen af 2000’erne, i sort-hvide billeder, hvor alle enten lyver, truer, ryger, mumler eller slår nogen ihjel. Her kommer der liv i kludene. De sort-hvide gangstersekvenser giver filmen nerve, rytme, spænding og humor. De er voldelige, uforudsigelige og overraskende morsomme, ikke mindst på grund af Gerard Butler, der dukker op som Louie, en blodig mafiahåndlanger uden filter, selvkontrol og sociale stopklodser. Butler har brugt alt for mange år på at se sur ud i andenrangs actionfilm, men her er han levende, farlig og sjov og stjæler rampelyset i hver eneste scene, han er med i. Hans præstation er intet mindre end oscarværdig.

Filmens anden del er Dante-sporet, hvor Isaac også optræder som Dante selv i farvemættede 1300-talssekvenser med sol, støv, kutter, kirke, inspiration og åndelig kval. Det er smukt. Meget smukt. Schnabel kan komponere billeder, og de historiske scener ligner ofte malerier, man kunne hænge op og foregive at forstå. Problemet er bare, at de næsten hver gang bremser filmen. De udpensler noget, som gangsterhistorien nøjes med at antyde langt mere effektivt. Hensigten er formentlig at hæve filmen op mod det guddommelige, men resultatet er desværre, at underholdningsværdien falder.

Martin Scorsese dukker op som Dantes mentor, Gal Gadot spiller i både fortid og nutid, og Jason Momoa har en mystisk rolle, som filmen tilsyneladende selv glemmer, mens den står på. Derudover får vi en fin åbning med Al Pacino som Tosches’ onkel Carmine, en lille moralsk barndomsscene, der næsten fungerer som sin egen kortfilm. Man kan også nå at se Franco Nero, hvis man holder øjnene åbne.

Filmen varer over to en halv time, og det kan mærkes. Den er tættest på at være fremragende, når den bliver nede i skidtet: manuskriptet, pengene, autentificeringen, gangsterne, Tosches’ voksende besættelse. Men hver gang den flyver tilbage til Dante, bliver den pænere og mindre nødvendig. Ikke dårligere lavet, bare mindre interessant. Schnabel har tydeligvis ønsket at lave kriminalfilm, kunstfilm, teologisk meditation og litterært spejlkabinet på én gang. Det lykkes oftere, end man skulle tro, men ikke hele vejen.

Slutningen trækker også ned. Ikke katastrofalt, men den bliver for vag, for ophøjet, for optaget af at samle sine store temaer om kunst, tro, skønhed og besættelse. Jeg ville hellere have haft mere Malkovich, mere sort-hvid paranoia og mere Gerard Butler med giftige replikker, som han har ventet hele sit liv på at spytte ud.

Men det ændrer ikke på, at 'In the Hand of Dante' er en fascinerende film. Ujævn, for lang, selvhøjtidelig i perioder, men også vildt og skævt underholdende og fuld af scener, der bliver siddende. Ikke alt lykkes lige godt for Schnabel, men han slipper af sted med forbavsende meget.