Jeg ved ikke, hvor mange gange Pixar har tænkt sig at sige farvel til Woody, Buzz og resten af legetøjet, men her har vi så endnu en fortsættelse. 'Toy Story 5' er ikke nogen katastrofe, men den er heller ikke et argument for, at serien absolut bør fortsætte. Den føles mest som endnu en film, der eksisterer, fordi figurerne stadig kan sælge billetter, bamser og plasticdimser.

Denne gang er Jessie rykket frem som den centrale figur efter Woodys afsked. Hun forsøger at holde sammen på Bonnies gamle legetøj, men det bliver sværere, da Bonnie får en tablet formet som en frø. Den hedder Lilypad og bliver hurtigt langt mere spændende end dukker, cowboys, rumhelte og alt det andet, vi har fulgt siden 1995. Det er sådan set en oplagt idé: Hvad sker der med legetøjet, når børn hellere vil sidde med en skærm?

Temaet ligger lige til højrebenet, men Toy Story 5 behandler det lovlig forsigtigt. Filmen vil gerne sige noget om børns forhold til teknologi, om venskab, svigt og det at blive overflødig, men den gør det uden den præcision og følelsesmæssige kraft, som de bedste film i serien havde. 

Jessie fungerer nogenlunde som hovedfigur, men hun bærer ikke filmen med samme selvfølgelighed, som Woody gjorde. Buzz er der, og Woody dukker også op, men de føles mere som obligatoriske gensyn end som figurer, historien virkelig har brug for. De nye figurer virker heller ikke stærke nok til at retfærdiggøre en ny omgang. Lilypad er en udmærket idé, men ikke en mindeværdig modstander, og flere af birollerne virker som noget, der er sat ind for at skabe bevægelse, ikke fordi de faktisk gør filmen sjovere eller skarpere.

Animationen er selvfølgelig flot. Det er Pixar. Overflader, lys, bevægelser og små detaljer sidder, som de skal. Filmen ser dyr, glat og professionel ud, og der er øjeblikke, hvor håndværket næsten får én til at glemme, hvor tynd historien egentlig er. Men kun næsten. For der mangler nerve. Der mangler den blanding af humor, sorg og eksistentiel panik, der engang gjorde Toy Story til mere end bare en børnefilm om talende legetøj.

Det betyder ikke, at Toy Story 5 er uden kvaliteter. Den har fine scener, nogle gode pointer og enkelte øjeblikke, hvor den gamle magi stadig kan anes. Men den føles som en efterskrift, ikke som et nyt kapitel. En pæn, velproduceret, lidt træt film, der ved, hvor den kommer fra, men ikke helt ved, hvorfor den er her.

Man kan sagtens se den. Især hvis man holder af figurerne. Men man kan også lade være uden at gå glip af ret meget.