En autentisk historie. Vi er i starten af tresserne efter Cubakrisen og før tragedien i Dallas. Den sorte koncertpianist Donald Shirley har fået armen vredet om af pladeselskabet og er blevet presset til at tage på turné med sin trio og spille mere kontemporær musik. Han har brug for en chauffør og hyrer Bronx-italieneren Tony Vallelonga som chauffør og bodyguard. Især det sidste bliver der brug for i sydstaterne, der på det tidspunkt stadig klyngede sig til et forældet apartheidsystem, hvor sorte ikke måtte bruge de hvides faciliteter (titlens “Green Book” henviser til en datidig guide over hoteller og restauranter for sorte). Det var grumt og umenneskeligt, men selv om filmen udadtil er et letbenet lystspil, køres pointen (måske netop derfor) stille, roligt og klart igennem. Det er også en road movie om to mennesker, der er som nat og dag, men langsomt vinder interesse og hengivenhed for hinanden. Mahershala Ali og Viggo Mortensen stadfæster deres ry som fremragende skuespillere, der begge er blevet nomineret til en Oscar, hvilket i øvrigt også gælder manuskriptet, klipningen og selve filmen, der til min store overraskelse er instrueret af legebarnet Peter Farrelly, som tidligere har lavet infantilt pjank som "Dum og dummere" 1 & 2, "Kingpin" og "Vild med Mary". "Green Book" er en langt mere voksen film, faktisk en af de bedste, jeg længe har set.