En vampyrs bekendelser (1994)

En mand, der kommer om natten og penetrerer sit offer mod hendes vilje, vil normalt blive kaldt voldtægtsforbryder, men her har vi altså at gøre med vampyrer, selv om vi aldrig er i tvivl om, hvad det i virkeligheden handler om. Emo-vampyren, som hader sine egne drifter (læs: seksualitet) er ikke opfundet af den talentløse, men populære Stephenie Meyers (”Twilight”-serien), men kan spores helt tilbage til “Varney the Vampire” fra 1847, en tid hvor sex var tabu og måtte skildres på anden vis. Også Bram Stokers senere “Dracula” var et skalkeskjul for samme. Selv Murnaus “Nosferatu” fra 1922 erstatter kysk al sex med blodsugning.

I 1994 tog Neil Jordan så bladet fra munden og viste den ægte vare side om side med vampyrisme i sin filmatisering af Ann Rices historie om vampyren Lestat (Tom Cruise) og hans latent homoseksuelle forhold til ofret Louis (Brad Pitt), som er den klassiske selvhadende emo-igle. Pædofili spares vi såmænd heller ikke for, da Louis tager et af sine ofre til sig, den mindreårige pige Claudia (Kirsten Dunst), som bliver hans livs store kærlighed.

Det hele foregår i dybt dekadente omgivelser, som ville have gjort Oscar Wildes Dorian Gray gul og grøn af misundelse. Jeg synes dog ikke rigtig, at Cruise brænder igennem som andet end ufrivilligt komisk tegneseriefigur. Det gør til gengæld den på det tidspunkt blot 12-årige Kirsten Dunst, som er skræmmende god. Brad Pitts præstation ligger et sted midt imellem; antagelig, men uden kant. Heller ikke Antonio Banderas imponerer som blodsuger. Har vi egentlig nogensinde set den mand i en velspillet rolle? Er det hans mudrede spanske accent, der generer mig? Måske.

Neil Jordan, der har lavet mesterværker som “Mona Lisa” og “The Crying Game” rammer ikke plet hver gang. Den her ligger et sted i midten, og jeg kan faktisk bedre lide hans anden vampyrfilm, “Byzantium”