Endnu en gang kan man høre Agatha Christie rotere i sin grav over Kenneth Branaghs udgave af Poirot, en musketerskægget hyggeonkel, som tilmed optræder som actionhelt. Som i “Mord i Orientekspressen” er billedsiden flot og persongalleriet velvalgt (bortset fra offeret, Gal Gadot, som ser hamrende godt ud, men ikke kan spille skuespil), men der er desværre ikke blevet plads til udvikling af figurerne, fordi det hele drejer sig om at eksponere Branagh, Branagh, Branagh, der heller ikke denne gang kan spille andet end sig selv. Se filmen fra 1978 med Peter Ustinov eller bedre endnu: tv-udgaven med David Suchet, der har forstået, at Poirot er en mavesur, OCD-ramt sippe, ikke et selvfedt overklasseløg af en narcissistfrikadelle. Det hele kompliceres af, at slutreplikken i “Orientekspressen” var, at Poirot var på vej til Egypten for at opklare en forbrydelse. Det forvirrede mig, fordi han jo ikke på forhånd kunne vide, at der ville blive begået et mord på flodbåden. Forklaringen på dette bliver unødigt kringlet, så den replik skulle de virkelig have strøget.