Pinocchio (2022)

Disneys uforståelige dille med at lave live-udgaver af gamle tegnefilm fortsætter. Denne gang er det gået ud over en af de bedste tegnefilm nogensinde, som man har sat selveste Robert Zemeckis, manden bag Forrest Gump, Roger Rabbit, Back to the Future og en hel stribe andre succeser, til at modernisere. Jeg er en stor fan af Zemeckis, men her har han trådt i spinaten, eller også har opgaven simpelthen været umulig at løfte, fordi man ikke kan undgå at sammenligne resultatet med Disneys vidunderlige håndtegnede mesterværk fra 1940, som selv de bedste cgi-effekter umuligt kan hamle op med. Teknisk er der ikke meget at sætte fingeren på, men der er ting i manuskriptet, jeg ikke bryder mig om: Man introducerer nye, overflødige figurer, som ikke er med i originalen, og slutningen, som man sidder spændt og venter på, skuffer slemt (mere kan jeg ikke røbe uden at gå i afslørende detaljer). Tom Hanks gør sit bedste som Geppetto, men selv om han ikke ejer en tone i livet, har man givet ham sange, som han ender med at lire tonløst af. Det er simpelthen jammerligt. Og endnu mere jammerligt er det, at den gode fe, som giver trædukken liv, af uransagelige grunde er gjort pilskaldet. Andre figurer som Jesper Fårekylling, Stromboli, Mikkel From og katten Gideon fungerer til gengæld fint, men det kan ikke redde helhedsindtrykket af, at det omsider er lykkedes en af verdens bedste instruktører at lave en gang uinspireret juks, der ikke når originalen til sokkeholderne. Se eller gense den i stedet.