Kort, teknisk imponerende, melankolsk spøgelsesfilm der bliver hængende efter sidste billede.

Hele filmen er fortalt fra spøgelsets synsvinkel. Instruktøren er spøgelset. Fotografen er spøgelset. Vi er spøgelset. Vi driver rundt i et hus og følger den nye familie, der flytter ind. Der er traumer, krise og dysfunktion. Det hele er dybt ildevarslende og uendeligt trist. Slutningen slår som en hammer.

Steven Soderbergh er for vild, når han eksperimenterer. Som altid har han både instrueret, fotograferet og klippet. Der er få instruktører som ham med så instinktiv en fornemmelse for, hvor kameraet skal være for at fortælle historien. Mens folk har travlt med at gokke den af over Christopher Nolan, elsker jeg bare når Soderbergh samler kameraet op og får det til at se så legende let ud at lave små, knudrede genreperler. Presence er bestemt ikke årets bedste film, men det er klart en af de mest mindeværdige.